Harske Hubbi kommer med nyt sommernummer
Ny sommersingle fra Harske Hubbi: “Sommer på Fyn” rammer strandstemningen

Fyns egen Harske Hubbi er klar til at sende sol, rytmer og godt humør ud over de fynske strande. Nu udkommer hans nye single “Sommer på Fyn” – en festlig og tilbagelænet reggae-sang, der oser af strandliv, kolde øl og varme aftener ved kysten.
Den 1. juni markerer ikke bare starten på sommeren, men også tidspunktet, hvor Harske Hubbi smider sin nye single i hovedet på os alle. Ikke for at forfine os, men for at frisætte os. For at få os til at huske, at vi ikke behøver en flybillet til friheden – vi skal bare ud til kysten.
Sangen emmer af tropisk stemning, bløde beats og solbeskinnet optimisme. Det er musik, der lyder som noget, der kunne være opstået i mødet mellem en hængekøje inde i Oense, et beach party ved Middelhavet og en farverig undervandskoncert i et eventyr.
Med glimt i øjet og kærlighed til sin hjemegn, synger og rapper Harske Hubbi om alt det, der gør sommeren på Fyn helt særlig – fra grill under træerne helt ud til vandet og udsigten fra et håndklæde i sandet.
Så glem din to-do-liste, og sæt noget grillpølser over. For hvis én person hopper i vandet på grund af den her sang – så var det hele værd. Ifølge Hubbi. Og han lyder, som om han mener det.
“Sommer på Fyn” udkommer på alle streamingtjenester den 1. juni – og kunne meget vel gå hen og blive årets uofficielle Fyn-hymne. “Vi er på stranden igen… Gu’ ve’ om vi aller nånsin går hjem” , lyder omkvædet. Og ærligt talt: Hvorfor skulle man?