Håndskrevne breve er jo også billeder
AF NIS BOESDAL
Der er mange ting at tage afsked med, når vi går ind i et nyt år. For mit vedkommende er brevene nok noget af det sværeste. Jeg er født i 1948, og min far forlod familien allerede, da jeg var et par år, og flyttede til København, og da jeg blev gammel nok, skrev vi mange breve til hinanden. Jeg så ham sjældent, men jeg elskede brevene. Jeg kunne se på bogstaver og linjer, om han havde det godt – flugt over feltet og lange sætninger – eller om han havde det mindre godt, lidt trykkede ord og måske dårlig samvittighed over, at han havde været så længe om at svare på mit sidste brev.
Sidst i 1950’erne lavede Spies reklamer for rejser til Mallorca på Radio Mercur. Min far og hans nye kone tog derned – og kom aldrig hjem igen. Far levede af at oversætte amerikanske romaner, og bare der var et posthus i nærheden, kunne han sidde hvor som helst med sin nyindkøbte Remington. Det blev til en lille treværelses i havnebyen Puerto Pollensa. Jeg skrev mange breve til ham i Calle Formentor – indtil min fars kone i 1968 skrev, at far var død. Nu lå han på kirkegården i Pollensa. Jeg fortalte det til min ældste datter, Johanne, og flere år senere ringede hun på sin nye mobil og fortalte, at hun stod ved farfars grav på kirkegården. Hun havde talt med graveren, og han havde sagt, at udlændinge ikke kom i jorden; man fik en flise muret ind i en bjergvæg. Her stod fars navn og de relevante årstal. Det kostede ikke noget, og flisen blev aldrig taget ned.
Min kone og jeg kunne ikke komme hurtigt nok afsted. Jeg var lige kommet ud fra et foredrag i Rudkøbing, og vi tog til Mallorca næste weekend. Smuk flise, født i 1900 og død i 1968. Jeg stod længe og kiggede. Jeg havde aldrig kendt ham godt, men brevene susede rundt i hovedet på mig. Flere af dem kunne jeg næsten udenad.
Håndskrevne breve er jo også billeder – i modsætning til e-mails og sms’er. Her kan man få en besked, men ikke en sindsstemning. Jeg var glad for, at fars sidste ti år var så lykkelige. Han oversatte næsten hele dagen, og om aftenen spiste far og hans kone på Café Katy nede ved vandet. Her var mange af de breve, jeg fik i 1960’erne, skrevet. Selv gik jeg på kostskoler på Sjælland i 60’erne og havde ikke mulighed for at besøge ham, men brevene blev en del af den familie, jeg savnede.
Heldigvis fik jeg selv skabt familie i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det blev hurtigt en tradition i familien at besøge farfars grav i hvert fald hvert tredje år. Og nu har vi været der rigtig mange gange – alle sammen. Sidst jeg ringede og bestilte værelser, bad jeg om 16 senge.
