Gine hejser flaget
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Til november er det 30 år siden, at Almira Vojnikovic kom til Danmark som flygtning fra Bosnien. Og man kan vist godt sige, at hun ikke har siddet på hænderne i årene. I år kan Almira Vojnikovic nemlig også fejre 15-års jubilæum, siden hun i 2010 overtog Gine i Rudkøbing, 25-års jubilæum siden hun startede i Gine, samt at det her i april er præcis et år siden, hun flyttede forretningen fra Østergade 9 til nummer 41 – til den modsatte ende af Rudkøbings handelsgade.
– Det var den helt rigtige beslutning at flytte. Vi har kunnet mærke på omsætningen, at placeringen i denne ende af byen er bedre for vores forretning. Placeringen på hjørnet af Østergade og Ahlefeldtsgade giver os for det første et bedre udstillingsvindue, og så er her bare et større flow af mennesker, da vi har SuperBrugsen og apoteket lige uden for døren, siger Almira Vojnikovic og tilføjer, at adgangsforholdene også er mere handicapvenlige ind til Gine, da her ikke er samme niveauforskel som i Østergade 9.
Bredt sortiment i alle størrelser
Gine er tøjbutikken til den mode- bevidste kvinde. Sortimentet spænder aldersmæssigt bredt og i alle størrelser – også til piger med former, hvor Gine har to mærker fra Vero Moda og Only i størrelserne 42-52 .
– Vi holder to kundearrangementer i marts og april, som dels er for husmoderforeningen og et konfirmandshow – så det fortæller nok meget godt, hvor bredt vi favner, smiler Almira Vojnikovic og nævner, at modne kvinder i dag er væsentligt mere bevidste om deres tøjvalg end for bare 10 år siden.
Tak til Langeland
Man mærker straks, at Almira Vojnikovic er en kvinde med masser af drive. Udover at være indehaver og drive tøjbutikken Gine blev hun i 2016 nærmest landskendt med foredraget
Da Bosnien kom til Danmark, hvor billetterne blev revet væk, da hun var hovedarrangør af en takkefest i Ørstedpavillonen, hvor langelandske bosniere takkede Langeland for den modtagelse, de fik 20 år forinden som krigsflygtninge. Den 29. november 2025 er det præcis 30 år siden Almira vågnede op i Danmark og det skal selvfølgelig markeres, på nøjagtig dagen, med et nyt arrangement på Ørstedpavillonen.
– Jeg bliver helt rørt af at tænke tilbage på det, siger Almira Vojnikovic, som også arbejder som frivillig i Røde Kors med ukrainske og syriske flygtninge i Asylcenter Holmegaard i Bagenkop. Vi er i øjeblikket ved at arrangere en venskabsfodboldkamp på Rudkøbing Stadion mellem RB’s serie 5 og FC Holmegaard her til april/maj, fortæller Almira Vojnikovic og smiler igen.
