Für Elise - endnu en roman fra Niels Henning Mølgård

svendborgtidende.dk har besøgt forfatteren, revisoren og musikeren Niels Henning Mølgård til en snak om prioriteringer i livet, unikke øjeblikke ved klaveret og fiktion af virkelige hændelser.
Skærmbillede 2024-06-11 kl. 16.42.07

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Det er ikke mange ord som kommer uovervejet fra Niels Henning Mølgård. Og de er som oftest bundet op på filosofiske betragtninger og livsanskuelser med en let og lun selvironi. Man kan derfor kun blive nysgerrig og overrasket, når Niels Henning Mølgård, som i flere år udelukkende har skrevet faglitteratur om skat, regnskab, revision og historie, ret usædvanligt og lidt under radaren sidste år udkom med sin debutroman K2, Stue 6. En roman som handler om den snart 14-årige Niels der falder på isen, brækker armen og indlægges på sygehuset. Her følger vi ham i en lille måned, hvor der er rigeligt med tid til tilbageblik, og hvor en konfirmation står for døren. Troslæren overlades til en katolsk præst, der var lidt rigeligt glad for damer, og hvor Niels og hans venner kommer til at spille en afgørende rolle i afsløringen af præstens dobbeltliv.

Som om det ikke kunne være nok, er Niels Henning Mølgård i år udkommet med sin anden roman Für Elise.

 

svendborgtidende.dk har besøgt forfatteren, revisoren og musikeren Niels Henning Mølgård til en snak om prioriteringer i livet, unikke øjeblikke ved klaveret og fiktion af virkelige hændelser.

 

Hvorfor har du ventet i så mange år med at skrive romaner? er det fristende at spørge. Du har jo haft ikke så få år til at vende pennen rundt, så at sige.
Lysten har altid været der, men det har været et spørgsmål om prioritering.

 

Prioritering?
Ja, defineret som tid og økonomi. Jeg har kunnet leve af at skrive faglitteratur, men det har så også taget al min tid. Skulle jeg ”stjæle” noget af den tid til skønlitteratur, ville det være et kæmpesats. Med min faglige baggrund, har det ikke været svært at afsætte fagbøger. Anderledes ville det være at satse tid og økonomi på romaner.

 

Men nu har du alligevel gjort det?
Ja, muligheden opstod for nogle år siden, da vi solgte hele molevitten til Karnov Group. Så nu har jeg fået tid til overs til mit hjertebarn, romanformen.

 

Du skriver bagerst i romanerne, at der er tale om fiktion af virkelige hændelser.
Det er rigtigt. Begge romaner foregår i 1961, hvor jeg er 14 år gammel. I romanen K2, Stue 6, den daværende drengeafdeling på Odense Sygehus, foregik der skelsættende begivenheder, som stadig sidder dybt forankret i min bevidsthed. Eller i den nyligt udkomne roman Für Elise, hvor jeg genoplever de unikke øjeblikke ved klaveret midt i orkanens øje alene på scenen i skarp konkurrence med andre musikere.

 

Du kommer oprindeligt fra Odense?
Ja, fra forstaden Hjallese, hvor min mor drev en blomster- og grøntforretning. Her kørte jeg med mælk om morgenen og var bybud om eftermiddagen. Eneste fridage med mælken var i øvrigt 2. juledag, nytårsdag og 2. påskedag. Op klokken 5 og i skole klokken 8 – også om lørdagen.


Nå, men så for at lave et kvantespring. Du flytter til Svendborg i 2001.
Nemlig! Vi køber en af penthouselejlighederne øverst i Frøavlen med fantastisk udsigt over vand og by.

 

Så der bruger du vel en masse tid på at sidde og skrive romaner?
Nu skal du ikke have ondt af mig. Jeg elsker at skrive, og meget af inspirationen får jeg fra min kone Jytte. Vi blev for alvor kærester i 1962 og gift i 1969. Så selvfølgelig indgår mange af vores fælles oplevelser i romanerne, fortæller Niels Henning Mølgård.

 

Niels Henning Mølgårds romaner kan købes på Forlaget mellemgaard

 

Uddrag af bogen Für Elise
Jeg står som lammet. Alle de mennesker. Vil han virkelig have mig til at sige noget til den store forsamling? Inde i Fyns Forsamlingshus skulle jeg bare gå op til flyglet og spille “Für Elise”, bukke og gå ned igen. Her skal jeg pludselig stå og tale. Franz Grabowski må have prøvet det før, altså stå med en grønskolling, der har tabt mælet. Han tager mig om skulderen og hvisker noget i øret, som jeg ikke forstår. Men på en underlig måde får han mig beroliget, og jeg løfter mig op på tæerne, så jeg lige akkurat kan nå mikrofonen.
– Jeg vil gerne spille “Red River Valley” og bagefter “Twilight Time”.
– Sådan skal det lyde, siger han og begynder at klappe ned mod publikum

 

 

Om forfatteren
Niels Henning Mølgård (f. 1947) er uddannet revisor med et omfattende faglitterært forfatterskab. Efterfølgende studier i filosofi på SDU.

Debuterede 2023 med romanen K2, Stue 6, hvor læseren føres tilbage til Dalum Centralskole, Dalum Kloster, Sct. Albani Kirke og Odense Sygehus, hvor det meste af handlingen foregår med Niels i centrum for begivenhederne.

Für Elise tager sin begyndelse efter udskrivelsen fra sygehuset i februar, hvor Niels starter på genoptræningen af sin brækkede arm, så han kan deltage I Berlingskes Ping Konkurrence i Fyns Forsamlingshus. Her spiller han på det store Steinway flygel Beethovens Für Elise foran en fuld sal og strenge dommere.

I sommeren vinder han førstepræmien i Fyns Tivoli foran et tusindtalligt publikum med det berømte Teddy Petersens orkester som backup. I konkurrencen deltager også det senere kendte rockband Les Amis, som han hurtigt bliver en del af.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment