Fede fællesskaber er noget vi skaber sammen

AF JENS THOMSEN, formand Thurø Idrætsforening og Thurø Gymnastik, samt medlem af haludvalget i Thurøhallen
Stolt fordi både gymnastikken, badminton, fodbolden, håndbolden, volleyball, floorball og fitnessforeningen de sidste 4-5 år har oplevet en øget tilslutning af både voksne, unge og børn. Det er godt for foreningernes økonomi, for sundheden og vigtigst af alt, vores ø-fællesskab.
Derudover bliver jeg endnu mere stolt, når jeg ved hvor mange frivillige kræfter der hver dag bliver lagt i de forskellige afdelinger for, at vi alle kan tage nogle gode, sjove og udfordrende oplevelser med os hjem efter endt træning. Udover de åbenlyse frivillige der står klar som træner eller instruktør i hallen, på fodboldbanen eller i naturen, så er der også ham der forsøger at koordinere kampprogrammet, hende der holder rent i fitnesslokalet, dem der planlægger nytårsløbet eller står klar til at modtage øens børn til diskofest. Alle former for frivillighed bliver udøvet – og af den højeste kvalitet og med den bedste intention. Det er unikt og det har vi alle sammen al mulig grund til at være stolte af.
Men det er med frivilligheden som med et hvert andet forhold i livet – man skal aktivt gøre noget for at bevare den, ellers går den til hvis vi tager den for givet. Heldigvis er der en frivillighed for os alle sammen – lige fra at hjælpe til et par timer med juletræsfesten i hallen én gang årligt, til en formandspost i en af afdelinger eller foreningerne. Jeg kan af personlig erfaring afslører, at man får mere igen end man giver, og det er unikt (ligesom frivillighed)!
Og hvorfor skriver jeg nu det?
Jo, til maj er der generalforsamling i Thurø Idrætsforenings hovedbestyrelse, og det er faktisk et meget vigtigt valg. Faktisk kan jeg kun komme i tanke om kommunalvalget til efteråret der kan karakteriseres en lille smule vigtigere. Vi skal have fundet nogle revisorer der vil kigge alle afdelingers regnskab igennem, samt en ny kasserer.
Det lyder måske som en stor opgave at påtage sig – men tag endelig kontakt til mig, så kan jeg fortælle lidt om opgaverne. Forventet timeforbrug på et år er et sted mellem 15 og 20 – og det er ikke meget tid for at sikre vi alle har nogle gode og sunde fællesskaber at være en del af.
Vel mødt til generalforsamlingen!