Farvel og tak, Mai-Britt
AF BRITTA KRISTENSEN
Jeg kører over til mejeriet dagen efter. Bilen forstyrrer en flok krager på vejen, der kaster sig flaksende op i luften. – Mai-Britt er død. Mai-Britt er død, råber de og flyver afsted ud over markerne.
Jeg ved det, jeg ved det godt, for fuglene var allerede i gang i går. Det er derfor, jeg er på vej. – Hvad døde hun af? råbte jeg tilbage. – Vejs ende. Hun var ved vejs ende, svarede de og fløj videre.
Det er fuglene, der flyver rundt og fortæller om den slags. De flyver lige så langt, det skal være, så længe nogen lytter og spørger, er de i gang. – Mai-Britt er død. Mai-Britt er død. Langt oppe på Fyns Hoved løfter en mand blikket fra telefonen og kigger efter fuglene. Mai-Britt? Hvem er Mai-Britt? tænker han undrende, inden han sænker hovedet over skærmen igen.
Bjerreby Kirke er fyldt til sidste sæde, hverken mere eller mindre, men det giver også henved tohundrede mennesker. Nogle græder stille, nogle kigger frem for sig, andre småsnakker med hinanden, og en sidder med sit strikketøj, og der høres også en kort dæmpet latter et sted fra, mens vi venter på præsten og bedeslagene fra kirkens klokke.
Mai-Britt er med os. Hvis man vil, kan man sagtens se eller fornemme hende. Hun har lagt sin jordiske krop og bevæger sig ubesværet rundt i kirkerummet, fylder intet og alting på samme tid. Man kan høre hende i den fortrolige småsnak, se hendes ansigt i blomsterne, se hende svævende under hvælvingerne og høre hende i de stille tårer, der bliver grædt.
Alle de mennesker, der har betydet noget for hende, sidder her, samlet i fællesskab og kærlighed. Alt det, som var så svært at se, når man lever, bliver så tydeligt nu, hvor man er død og får det hele lidt på afstand. Jeg kan mærke på hende, at hun ser det. Ser det, som det virkelig er. Hvad hun har betydet for andre, og hvad de har betydet for hende. Alt det, som hun gav og tog imod. Hvor elsket, hvor respekteret og afholdt hun var. Alt det, som gik galt og skabte problemer, men som nu skal læres noget af. Hun ser det hele, og alt giver mening. Glæden breder sig helt ind i sjælen. Alt er godt. Det er tid at lægge det tunge bag sig.
Hun behøver ikke være jordisk til stede. Vi kender Mai-Britt og ved godt, hvordan hun vil have det. Hun vil have stort kaffebord i forsamlingshuset, det skal være masser af kage, sang og musik, venners taler og en GT, hvis nogen skulle få lyst. Alle takker ja. Vi kender Mai-Britts generøsitet og vil gerne omsluttes af den en sidste gang. Vi er de samme tohundrede mennesker til dette, Mai-Britts sidste kaffebord.
En lang, generøs og kærlig eftermiddag lakker mod enden. Mai-Britt og alle vi andre begynder at drive af. Ud i mørket, regnen og kulden.
Jeg slår kraven op om ørerne og løfter blikket. Der er hun igen, hen over kirken. – Du er begravet under en kæmpe dyne af roser, siger jeg ud i mørket. – Se at få det syn med dig. Hun svarer ikke, for himlen åbner sig, og det sidste svage aftenlys står som en lygte i mørket. Hun ser sig ikke tilbage, hun er på vej. Let som den svage sydvestenvind fra øhavet svæver hun ud over markerne, ud i horisonten, ud mellem skyerne, ud til alle himlens stjerner, til slottet i Vesteled.
– Der kommer hun, siger de, der venter derude. Farvel, tak for alt og på gensyn, kære Mai-Britt, siger vi.
Britta Kristensen har malet dette billede fra Maj-Britt Schultz begravelse
Foto: Martin Ramsgaard
