Få minutter kan afgøre liv eller død

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Langelandtidende.dk bragte i sidste udgivelse af magasinet historien om Magleby Efterskoles nye hjertestarter, doneret af TrygFonden. Hjertestarteren er i mellemtiden sendt retur, og i stedet har skolen nu indgået en ny og helt lokal aftale med Langelands Hjertestarterforening.
Forstander ved Magleby Efterskole, Peter Scaeffer, bor ikke selv på Langeland og var derfor ikke bevidst om fordelene ved at være en del af det livreddende fællesskab på Langeland, som Langelands Hjertestarterforening gennem årene har fået etableret med hjertestartere og uddannede akuthjælpere fordelt over hele øen.
– Jeg drøftede det med skolens bestyrelse, hvor man besluttede, at vi også ønsker at bidrage til at skabe tryghed i lokalsamfundet sammen med Langelands Hjertestarterforening, siger Peter Scaeffer og tilføjer, at skolens personale vil blive tilbudt muligheden for at tage kurser som akuthjælper gennem foreningen.
– Vi havde besøg af Henrik Schakow fra Langelands Hjertestarterforening, som forklarede betydningen af kurset som akuthjælper, hvilket fik os til at skifte mening, siger forstanderen på Magleby Efterskole, som forventer at have hjertestarterskabet monteret på skolen fra uge 4.
Kursus i livreddende førstehjælp
Der kan gå lang tid, inden en ambulance kan ankomme til Langeland, og det kan betyde liv eller død, f.eks. ved et hjertestop. Det er derfor vigtigt med livreddende førstehjælp allerede inden for de første minutter efter et hjertestop. Det er her, akuthjælperne gør en kæmpe forskel. Som akuthjælper har man gennemgået et 12 timers kursusforløb i livreddende førstehjælp, hvilket ikke er et krav for en hjerteløber.
På kurset, som foregår hos Langelands Hjertestarterforening i Tullebølle, får akuthjælperen undervisning i hjerte-lunge-redning, anatomi og almen sygdom. Det betyder, at akuthjælperen straks kan begynde livreddende førstehjælp ved hjertestop.
Henrik Schakow er tidligere ambulancebehandler og har været med til at stifte Langelands Hjertestarterforening tilbage i 2008. Og han ved, hvad det handler om.
– Der er rigtig mange gode hjerteløbere – og heldigvis for det. Men alle har ikke nødvendigvis taget et kursus i livreddende førstehjælp, da det ikke er et krav for at blive hjerteløber. Det er her, vi gør en forskel, forklarer Henrik Schakow og fortsætter:
– Udover de 12 timers kursus bruger vi fire timer på undervisning i medicin og brugen af FirstAED-appen samt forståelse af skadestedet – og det er vigtigt, fordi det handler om kommunikation med ambulancebehandlerne. Akuthjælperen skal således kunne kommunikere gennem appens funktioner med AMK-vagtcentralen, indtil ambulancen ankommer. Ambulancebehandlerne kan se akuthjælperne, når de ankommer. De har røde jakker, hvor der står “akuthjælper” på ryggen, så de ved, at her er nogen, som kan assistere dem og yde livreddende førstehjælp. Man fungerer derfor som et livreddende team, hvilket er særdeles vigtigt, fortæller Henrik Schakow.
Fire minutter
Der er uddannet 112 akuthjælpere på Langeland, og Langelands Hjertestarterforening har i dag ca. 125 hjertestartere opsat på hele øen – plus to akuthjælperbiler og 10 mobile hjertestartere. I 2025 var der 698 udkald til akuthjælpere på Langeland, men det er heldigvis ikke livstruende opkald alle sammen.
– Når man ringer 1-1-2, går systemet automatisk i gang. Så åbnes det hjertestarterskab, som er tættest på nødopkaldet, automatisk og blinker blåt og hyler. Så kan man både høre og se, hvor hjertestarteren er placeret, f.eks. hvis det er mørkt. Samtidig sendes der automatisk besked til de tre akuthjælpere, der er tættest på. Responstiden på Langeland i mediantid er fire minutter, til den første akuthjælper er fremme, hvilket er yderst hurtigt, siger Henrik Schakow og tilføjer, at det giver et ret godt billede af det livreddende fællesskab, der er opbygget af akuthjælpere på Langeland, siger han og opfordrer alle, som måtte have interesse i at blive en del af det livreddende fællesskab på Langeland – eller har spørgsmål – til at kontakte ham på telefon
29 91 44 45.
langelandshjertestarterforening.dk








