Et boligmarked i fin form: Positive tal på Langeland

AF KIM BASSE
En prognose fra Nationalbanken spår stigende boligpriser på over tre procent i gennemsnit over hele Danmark i 2025. De positive tendenser har også bidt sig fast i det sydfynske. Det viser tal, som Svendborgtidende har trukket fra Boligsiden.
Fra 2023 til 2024 steg antallet af solgte boliger på Langeland således fortsat en smule med rekordhøje 8.582 kroner pr. m2 for en villa/rækkehus i april måned. Det lover for godt for den fremtidige vækst på øen. Det fortæller Morten Albertsen, der er indehaver af Nybolig Langeland:
– Rigtig mange danskere, og for den sags skyld også tyskere, har fået øjnene op for Langeland. Jeg bliver tit mødt af meget positive turister, der er blevet positivt overrasket over Langeland, og alle de fantastiske steder og oplevelser som Langeland byder på, fortæller han.
På trods af de positive tendenser ses alligevel et mindre fald i udbudspriserne på boliger i det langelandske. Det skyldes ifølge Morten Albertsen mixet af de udbudte ejendomme, som er steget med hele 27 procent i perioden:
– Jeg mener ikke, at Langeland har procentuelt lige så mange dyrere ejendomme som eksempelvis Svendborg, der er med til at trække udbudspriserne op. Men der er et godt potentiale i de velbeliggende og istandsatte ejendomme, da efterspørgslen af denne type er større end tidligere. Det er den samme tendens, vi ser på landsplan, som vi også oplever her, fortæller Morten Albertsen fra Nybolig Langeland.
Gennemsnitlige udbudspriser på boliger, Langeland 2024 | |||||
Postnr./by: | 5900 Rudkøbing | 5932 Humble | 5935 Bagenkop | 5953 Tranekær | |
Udbudspris DKK: | 1.308.326 | 1.051.807 | 1.111.914 | 1.019.463 |
Kilde: Boligsiden
*Boligsiden ejes af ejendomsmæglere og ejendomsmæglerkæder med udgangspunkt i disses markedsandele
På billedet ses Morten Albertsen fra Nybolig Langeland
Foto: Nybolig
