En ø med overskud
Også til fællesskabet og til hinanden

AF KIM BASSE, lokalredaktør – THURINEREN
Thurø er et stærkt samfund med en forbilledlig sammenhængskraft. Som vi afdækkede i sidste nummer af THURINEREN har tilflytningen igennem de senere år fra især Storkøbenhavn været enorm. Men ikke engang denne udefrakommende påvirkning af det relativt lille øsamfund har kunnet true sammenhængskraften.
Tværtimod. De mange ressourcestærke tilflyttere synes blot at have styrket sammenholdet på øen. Og det gælder lige fra vugge til grav. En ny daginstitution har allerede set dagens lys, og nu er Thurø Boldklub blevet ny DBU Børneklub. Certifikatet blev overrakt den 3. juni af en imponeret repræsentant fra DBU Fyn. Boldklubbens og alle frivilliges såvel som forældres arbejde er uovertruffen.
Det samme kan siges om Thurøspejderne, som nu kan præsentere de nye rammer, som spejderklubben flytter i. Beliggenheden bliver en noget anden end de vante rammer ved revet, men selvom det er vemodigt at sige farvel til det gamle, så er det bestemt til det bedre.
De store ildsjæle kaster også deres glans over øens plejecenter. I 36 år har Thurøhus’ Venner arbejdet ihærdigt for at brugerne og beboerne på plejecenteret får de bedst tænkelige rammer med alt fra koncerter med blandt andre Kjeld og Hilda og Birthe Kjær, udflugter, fester og meget andet. Men 36 år sætter sine spor. Og det kan mærkes. Derfor søger foreningen nu nye medlemmer til at føre foreningen videre. Og mon ikke det nok skal lykkes?
For Thurø er et samfund med overskud. Også i privatøkonomierne. Det viser nye boligøkonomiske tal, som THURINEREN igen er dykket ned i. De viser – præcis som Thurø Boldklub, Thurøspejderne og Thurøhus’ Venner også viser det – at Thurø er en ø med overskud. Også til fællesskabet og til hinanden.
Velkommen til!
Foto: Kim Basse