Det var ham, der begyndte!
AF ERIK JAKOBSEN
Arme lærer! At skulle forsøge at finde ud af, hvem der havde startet en konflikt, når begge parter (eller flere) hårdnakket beskyldte en anden for at have yppet kiv.
Selv i de situationer, hvor man vist godt vidste, at man ikke var helt uskyldig, kunne det være fristende at lægge skylden over på en anden for selv at undgå sanktioner.
Mange voksne synes stadig at befinde sig på dette skolegårdsniveau. Også – og måske især – inden for international politik.
Putins begrundelse for at invadere Ukraine har hele tiden været selvforsvar. Vesten er den virkelige skyldige med imperialistisk infiltration i Ukraine – som også var blevet nazi-inficeret, hvilket man fra russisk side også var nødt til at få nedkæmpet for selv at kunne overleve. Sådan har retorikken lydt (og gør det stadigvæk). Det store spørgsmål er naturligvis, om Putin rent faktisk selv tror på det, eller om det blot er en undskyldning for antikverede stormagtsdrømme.
I USA benytter Trump & co. sig af den samme retorik. Der er vist aldrig noget, der er Trumps skyld (i egen optik) – han er omgivet af fjender og løgnere (sic), og kan ikke gøre andet end at forsvare sig selv og sine støtter. Når noget går hans vej, tager han æren. Når noget ikke går efter hans hoved, er det andres skyld.
Indenfor psykologien ville man kalde det projektion. Poetisk er det smukt udtrykt i den kendte danske højskolesang ”Jeg elsker den brogede verden”, hvor der et sted står: ”Jeg har grædt som andre af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden. Læg verden det ej til last.”
Det er jo aldrig rart, når man må opgive fasttømrede overbevisninger, men det er dér, man kan modnes som menneske og opnå at leve et mere ærligt liv. Det er dér, man kan blive voksen.
