’Det skal være en unik oplevelse at gå på opdagelse i butikken’

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
I år er det 40 år siden, at guldsmed Peter Pind startede guldsmedeforretning i Rudkøbing, inden familien Pind i 2003 flyttede både butik og guldsmedeværksted til Gerritsgade 44 i Svendborg. Og med et af Danmarks største guldsmedeværksteder på førstesalen af butikken har Pind J Design for længst placeret sig som en af de mest efterspurgte guldsmede i landet.
Peter Pind overdrog ved et generationsskifte i 2022 guldsmedeforretningen til sin søn og svigerdatter, Thomas og Christina Pind Jørgensen, som nu markerer 40-året for den familieejede guldsmedeforretning.
Guldsmedeværksted lige oven på butikken
Inden jubilæet i år har butikken i Svendborg midtby fået et løft. Lyst interiør, mere overskuelighed og bedre plads til at gå på opdagelse i butikken er resultatet efter en modernisering fra gulv til loft.
– Det skal være en unik oplevelse at gå på opdagelse i butikken, hvor det hele nu er gjort mere overskueligt for kunderne. Folk er meget bevidste om vores egne designs og det gode håndværk, som fremstilles på værkstedet oven på butikken. Vi har derfor indrettet vores helt egen Collection Pind J-shop, hvor Pind J Designs egne produkter og designs er fremhævet mere i butikken, fortæller Christina Pind Jørgensen og breaker samtidig en nyhed:
– Vi har netop fået to nye urbrands til både herrer og damer i butikken. Det er Jaguar og Festina, som er efterspurgte ure, og som samtidig er et godt supplement til vores øvrige urbrands, som f.eks. Certina, Seiko og Bering, siger hun.
Pind J Design er Sydfyns største urforhandler og har sin egen urmager. Han hedder Jan Christensen og er en af de få autoriserede urmagere, som er tilbage på Sydfyn. På urmagerværkstedet på førstesalen holder han til sammen med et team af fem guldsmede og to lærlinge, som designer og reparerer smykker og ure for butikker og kunder i hele landet.
Helt ny webside undervejs
Med 149.000 følgere på Facebook og 34.000 tilmeldte til deres nyhedsbrev har Pind J Design også en velbesøgt hjemmeside med tilhørende webshop. Og også her er der i forbindelse med 40-års jubilæet nyt i sigte.
– Vi har en velfungerende hjemmeside og webshop med rigtig mange besøgende hver eneste dag, så vi vil gerne gøre det endnu mere brugervenligt at benytte vores webside. Mange bruger hjemmesiden til at lade sig inspirere, inden de kommer ind i butikken i Gerritsgade, og derfor er vi lige nu i gang med at modernisere hele vores online-setup med nye smarte funktioner, som gør vores webside og webshop endnu mere brugervenlig og nem at navigere i, forklarer Thomas Pind Jørgensen, som regner med snart at kunne præsentere det nye pindj.dk.
Unikke smykker af arveguld eller sølv
En del af Pind J Designs smykker bliver designet og lavet efter ønske og i samarbejde med kunden. Har man arvestykker af guld og sølv, smeltes det om og laves til et personligt smykke, så affektionsværdien bevares. Og kommer man selv med sine smykker med guld, sølv og ædelstene, så designer og laver guldsmedene det til et nyt smykke helt efter kundens ønsker.
– I mange tilfælde er det slet ikke så dyrt, som man tror. Har man gammelt sølv og guld liggende, så kan det også indgå som betaling ved køb af alle produkter i butikken eller sælges hos Pind J Design, fortæller Thomas Pind Jørgensen.
Pind J Design fejrer 40-års jubilæet over hele året med forskellige events i butikken i Svendborg og særlige fødselsdagstilbud. Du kan holde dig opdateret på pindj.dk eller Facebook.







