Det lille bær med den store styrke

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vi kender den alle sammen. Den lille røde hyben, på størrelse med et fingerbøl, og som er fuld af en masse gode vitaminer. Ja, faktisk er hyben godt for både vores led og immunforsvar, når de bearbejdes på den rigtige måde. Hvordan det skal gøres, har de 30 års erfaring med hos Hyben Vital på Langeland, hvilket markeres med en reception den 3. oktober i Hyben Vital butikken i Tullebølle på Langeland fra kl. 13-18.
Hyben til hele verden
”Pensionisten, der startede ny virksomhed i sin tredje alder” – lød overskriften i en artikel i Familie Journalen i september 1995. Den handlede om, hvordan Erik Farmer Hansen havde startet en lille produktion af hybenpulver fra adressen på Klavsebøllevej i Tullebølle på Langeland. Hele livet havde han spist råsyltede hyben – og med et overraskende godt resultat.
Han var lidt en opfindertype, så han begyndte at eksperimentere med de små, sunde bær og udviklede sin egen metode til at forarbejde hyben på en skånsom måde, så de aktive stoffer blev bevaret.
– Min far havde en lille produktion af hybenpulver, som folk med ledproblemer købte til eget brug. Man havde fundet ud af, at hybenpulver havde en overraskende positiv virkning, særligt for leddene, fortæller Torbjørn Hansen, søn af Erik Farmer Hansen, og som i dag har ekspanderet Hyben Vital til at være en virksomhed med 18 medarbejdere på Langeland, der eksporterer hybenprodukter til 25 lande i hele verden.
– Artiklen i Familie Journalen fik nærmest markedet til at eksplodere. Pludselig ville alle have hybenpulver, så inden for en uge var min fars lager på godt 1,5 tons hyben revet væk, fortæller Torbjørn Hansen.
Hjælp fra Bosnien
Med et tomt lager og en kraftigt stigende efterspørgsel på hyben var gode råd dyre. Men hjælpen skulle vise sig at være tættere på, end man troede.
– Lige på det tidspunkt i 1995 kom der en del flygtninge fra Bosnien til asylcenteret Holmegaard i Bagenkop, og det skulle vise sig at blive vores redning. Hurtigt fik vi dem ud at plukke hyben – og det var de både rigtig gode og effektive til. Og ikke nok med, at de plukkede hyben på Langeland, så fik de også via deres mobiltelefoner mobiliseret andre bosniske flygtninge i Danmark, så på blot én uge plukkede de 50 tons hyben til os, siger Torbjørn Hansen og tilføjer:
– Vi afregnede dem naturligvis for deres fantastiske indsats, som faktisk gjorde, at Hyben Vital er det, som virksomheden er i dag.
Hyben er godt for leddene
Hyben Vital har i dag godt 75 hektar hybenmarker på Langeland og 40 hektar på kontrakt med landmænd andre steder på Fyn. Produktionen ligger i Tullebølle, og det har den gjort fra starten for nu 30 år siden.
Og uanset hvilket produkt der produceres, så foregår det ved en nænsom omgang med råvarerne, hvor både skal, frugt og kerner bruges. Det sælges som kosttilskud og fås i både pulver og kapsler, fyldt med de gode olier og fedtsyrer, som er rigtig gode til vedligeholdelse af leddenes bevægelighed.
– Vi har gennem årene lavet forskningsprojekter med flere universiteter i Danmark, Norge og Tyskland. Forskerne skriver artikler, som optages i fagtidsskrifter i hele verden, og det har fået øjnene endnu mere op for hybenpulveret. Forskningsprojekterne er placebokontrollerede forsøg, hvilket vil sige, at Hyben Vital skal have en bedre virkning end placeboen. Og det har det, forklarer Torbjørn Hansen.
30-års jubilæum og 75-års fødselsdag
Fredag den 3. oktober fra kl. 13-18 inviterer Hyben Vital både forretningsforbindelser og alle, som har lyst til at komme forbi, til reception på Klavsebøllevej 2 i Tullebølle på Langeland, hvor der bliver både noget til ganen samt flere underholdende indslag.
Og så fejrer man både Torbjørn Hansens 75-års fødselsdag og 30-års jubilæet for Hyben Vital på Langeland.
Hyben Vital’s produkter kan købes eller bestilles i i helsekostbutikker, Matas og på apoteker samt på webshoppen litohyben.dk. Produkterne kan naturligvis også købes i Hyben Vital butikken i Tullebølle.
Foto: Christian Dan Jensen
