Det år, der gik
AF LUCIA LIND, elev på Svendborg Efterskole
Da tårerne løb ned ad mine rødblussende kinder, begyndte jeg at huske på det år, der gik. Efterskolen var ikke bare en skole; det var et hjem. Det var et fællesskab, som man ikke kunne holdes ude fra. Det var lærerne, som man altid kunne have en samtale med. Det var de aftener, hvor man gik ned til stranden for at se solnedgangen. De hurtige ture ned til Netto for at købe ekstra snacks. Men husk, at vi skal være hjemme kl. 21, ellers får vi en skideballe.
Den første dag var noget helt særligt. Man følte sig allerede som en del af fællesskabet. Den første uge brugte man på at designe sit værelse: plakater, blomster eller ekstra møbler. Mulighederne var uendelige. Og især den første aften var magisk. Grupper, der spillede kort, folk, der snakkede om deres liv og var nysgerrige på, hvem man var.
Hvilket linjefag skal du have? Hvilken klasse skal du gå i? Hvor kommer du fra?
Og vi kom da også alle mulige steder fra: fra Aarhus til København til Bornholm. Alle var fremmede for hinanden, men alligevel havde man noget tilfælles. Man vidste, at vi alle sammen skulle dele dette år, og fremmedheden ville blive til genkendelighed.
Selvom vi alle var afsted et helt år, føltes tiden som ingenting. Det sluttede lige så hurtigt, som det var begyndt.
Men nu er den tid, som ikke eksisterede, alligevel gået. De lærere, vi den første dag sagde hej til, siger vi nu farvel til. Et år kom, og et år gik – minderne blev skabt, og venskaberne blev dannet.
Man kommer til at tænke på, om man nåede alt det, man havde tænkt sig. Fik man talt med alle dem, man gerne ville? Fik man taget den sidste tur ned til stranden? Fik man brugt tid nok sammen?
Og ikke mindst: Huskede man at nyde det hele, mens det stod på?
Svaret på alle disse spørgsmål er nok et nej. Man når aldrig alt det, man gerne vil. Der vil altid være noget, som står tilbage, der ikke blev gjort. Men derfor er det vigtigt, at man husker, at man skal være til stede i det, der er omkring én lige nu.
Nu er året forbi, men det er venskaberne og minderne ikke. Det var et år, der var alt, man kunne ønske sig – og mere, end man kunne forestille sig.
