Den fartglade dyrlæge

AF PER VINCENT
Han var en meget populær dyrlæge på Tåsinge, og mange ældre tøsinger kan sikkert huske ham. Peter Pauli Petersen, også kaldet Kong Peter, var øens dyrlæge fra 1928 til 1969. Han døde i 1982, og der er mange historier om ham.
Her er en, der fortæller hvorfor han også blev kaldt ”Lyn-Peter”.
Ny bil – igen
Indkørslen ved dyrlægeboligen var overstrøet med røde glasskår fordi han hver eneste gang han bakkede ud af garagen, kørte ind i et træ og smadrede baglygterne. Dyrlæge Petersen fandt sig ikke i fartbegrænsninger, uanset om han kørte forlæns eller baglæns, og man sagde om ham, at han var autoforhandler Richard Møllers bedste kunde. Dyrlægen ødelagde mange biler i sin tid.
Fuld fart over krydset
Krydset ved Bjerrebyvej/Hovedvej 9 hedder ”Dyrlægekrydset” i folkemunde, og det er der selvfølgelig en grund til.
En dag i 1958 skulle Petersen fra Bjerreby til Vemmenæs, og han havde en teori om, at jo hurtigere man kørte over et kryds, jo mindre var muligheden for en ulykke. På det tidspunkt var man ved at bygge Siødæmningen, det betød meget lastbiltrafik på hovedvejen, og da Petersen kom drønende i sin Vauxhall, skete det uundgåelige: han kørte direkte ind i en lastbil, de endte inde på marken med dyrlægens nye bil delt i to.
Ambulance, nej tak
Da de første mennesker kom løbende for at hjælpe, sad dyrlægen stadig bag rattet, noget fortumlet.
Ambulance ville han ikke høre tale om, han ville hellere have hjælp til at komme ind til Svendborg til Richard Møller, så han kunne købe en ny bil og komme frem til sygebesøget i Vemmenæs.
Dyrlæge Petersen havde en schäferhund med i bilen, men den forsvandt efter ulykken, sandsynligvis havde den fået nok af ”Lyn-Peters” måde at køre bil på.
Kilde: Tåsinge Årbog 2010. Historierne om dyrlæge Petersen er fortalt af dyrlæge Søren Nielsen, der var hans kompagnon i mange år.
Om historien
Vi har dykket ned i arkiverne og fundet nogle lokalhistoriske artikler fra de første år af TØSINGEN. Artiklerne er skrevet af journalist Per Vincent som i mange år var tilknyttet magasinet. Per Vincent døde i 2023 – men hans skarpe blik på de gode fortællinger fra hele øen lever videre i spalterne.
Foto: J. H. Jensen







