Den besværlige Anden. Eller: Har jeg virkelig brug for min Næste?

AF ERIK JAKOBSEN
Vi kender det alle sammen. Vi skal i en given situation tage en række hensyn til at andre som vi synes er besværlige. Alle der har prøvet at bo i etageejendomme kender til genboer, der larmer, og dét ofte på tidspunkter der er særligt generende. Omvendt er det irriterende hvis der klages over at VI går for hårdt på gulvet, over at barnet græder osv. Vi kan let fortsætte listen: Andre mennesker i kollektive trafikmidler hoster, snøfter, skubber eller på anden måde er irriterende. Det er derfor at så mange gerne vil have eget transportmiddel. Og selv her kan der let opstå frustrationer: hvorfor kører han/hun foran så langsomt? Hold dog til højre – eller lad være med at køre så tæt på. Og så videre…
Listen over fortrædeligheder mellem parcelhusnaboer er nærmest uendelig.
Tænk hvis man var rig. Så kunne man købe sig fri for at have med langt de fleste andre, besværlige mennesker at gøre.
Nu er det ikke altid det, der virker umiddelbart fristende som er en god idé i det lidt længere perspektiv.
Det er det, som historien om ”Palle alene i verden” handler om: Ønsket om at de andre ikke er der, og at det så faktisk er svært når, man er helt alene. Man har brug for andre mennesker, ellers vil der være mange ting, man ikke har frihed til at gøre.
Eller – sådan er det for langt de fleste. Er man meget velhavende kan man i vore dage reelt købe sig til at blive stort set fri for at have med andre mennesker at gøre og for at skulle tage hensyn. Dermed kan den afhængighed af andre mennesker der historisk har været, ophæves.
Men hvad med det biologiske? Alt tyder på at vi fra naturens hånd er socialt anlagte og har brug for andre mennesker for at kunne udvikles og modnes. Som god bekendt sagde engang: ”Meningen med livet – det er de andre”.
Det er i visse kredse blevet in at afvise videnskabelige og historiske erfaringer i den absolutte friheds navn. Prøv bare! Tyngdekraften virker også selv om man ikke tror på den.
Og vi HAR brug for andre mennesker for at selv at blive hele og harmoniske.
Foto er genereret med AI
