Børsen inviterer til byens fedeste AC/DC fest
![BRUGES DB BRUGES DB](https://svendborgtidende.dk/wp-content/uploads/2024/11/BRUGES-DB-960x525.png)
Det kommer ikke meget tættere på originalen, end når AC/DC tribute-bandet DIRTY BEATS ruller rock-maskinen i stilling den 15.november på Matadorstuen, Børsen og gør klar til take-off med publikum ud af Highway to Hell. En atomar-rock-hyldest af alt det bedste fra hylden hos de australske rock-legender AC/DC.
– Vi havde besøg sidste år af DIRTY BEATS, hvor de holdt en tætpakket koncert på Matadorstuen. Så nu gentager vi succesen og inviterer indenfor til den helt perfekte og autentiske stemning om AC/DC, siger Mette Lindahl som er indehaver af Børsen og som garanterer en rockfest med store velskænkede fadøl og sprængfarlige cocktails i baren.
DIRTY BEATS består af lutter lokale musikere som har fået cementeret sig solidt på den sydfynske rockscene som et AC/DC-tribute orkester der uden sammenligning ligger i den absolut bedre ende af skalaen. Den karakteristiske skoleuniform er blevet i klædeskabet, men det bliver uden tvivl en aften som bliver umulig at komme udenom, hvis man vil have smæk for rock-skillingen.
Bandet består af: Martin Christiansen, leadguitar. Christian Dan Jensen, rytmeguitar. Hans Skov, vokal. Ulrik Olsen, bas og Jens Ole Pedersen, trommer.
DIRTY BEATS koncert til Hall of Rock festival sommer 2024
DIRTY BEATS – AC/DC tribute
15.11. kl.21:30 på Matadorstuen, Børsen
Billetter på MobilePay 8424HQ til 170 kr.
Dørene og baren åbner kl.20:30
Kultstatus som verdens største rockband
AC/DC er et hard-rock band, som blev dannet i Sydney, Australien i 1973 af brødrene Angus og Malcolm Young. Gruppen anses for at være pionerer inden for Heavy Metal, men gruppens medlemmer har dog altid klassificeret deres musik som rock ’n’ roll.
I dag har de opnået kultstatus og ligger klart i førerposition som et af verdens absolut bedste rockbands.
AC/DC har solgt mere end 200 millioner album verden over, hvilket inkluderer 75 millioner album i USA. Det verdensomspændende pladesalg af Back in Black ligger på omtrent 50 millioner. Med bare 27 millioner solgt i USA alene, hvilket gør det til det tredje bedst sælgende album i USA til dato. På verdensplan er Back in Black kun overgået af Michael Jacksons album “Thriller” ifølge “Recording Industry Association of America”.
(Kilde: Wikipedia)
Foto: Jes Hansen