Bio Langeland - meget mere end film
AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Kunne det ikke være sjovt at invitere venner og familie en tur i biografen og se filmen og billederne fra ens jordomrejse. Eller gå i biffen til et naturvidenskabeligt foredrag eller måske endda et vælgermøde her op til kommunalvalget. Du kan ihvertfald opleve en solo-koncert med alle de gode Beatles hits sammen med guitarist og sanger Jens Jepsen den 18.september, så mulighederne er mange i Langelands helt egen Bio Langeland.
langelandtidende.dk har besøgt biografen og mødt fire af de mere end 100 frivillige fra hele øen, som muliggør, at du både kan gå i biografen og se en god film og også kan opleve et mangfoldigt program af øvrige kulturelle events. Og så kan du leje biografsalen, hvis du vil holde dit arrangement i nogle anderledes rammer.








