Bierfest på vej mod rekord

AF MICHAEL GRUBE ANDERSEN
Den første Bierfest i 2015 var en aftenfest, og siden 2016 har det været en tradition at afholde den Skærtorsdag kl. 13.00-20.00, hvor festkonceptet bedst kan beskrives som en blanding af Oktoberfest i München, Bierfest i Østrig og Afterskiing Party.
– Vi har allerede solgt 550 billetter til dette års Bierfest, og det er markant flere end de foregående tre år efter Covid-19, hvor vi var 411 i 2022, 437 i 2023 og 469 deltagere i 2024, så det tegner til endnu et brag af en festlig Skærtorsdag i Bøgebjerghallen, siger Stig Fabricius, der tovholder på Bierfesten og siden 2008 har været halinspektør.
Non-stop liveband party
Han er rigtig glad for det meget gennemførte festkoncept til Bierfesten:
– Orkestret Top Seven er uden tvivl Danmarks bedste Bierfest band, og de spiller non-stop live i alle de 7 timer, som festen varer, og der går ikke 15 minutter, før folk står oppe på stolene, så de kan virkelig sætte gang i festen.
– Hallen er fantastisk flot pyntet op i lyseblå og hvide farver som til oktoberfesterne i München, så det skaber sammen med bandet og en masse Bierfestklædte glade deltagere en fremragende stemning. Det er nok 98% af deltagerne i Bierfesten, der er klædt i tyrolertøj til lejligheden – og det klæder jo ikke mindst damerne godt, siger Stig Fabricius med et glimt i øjet.
Frivillige og det lokale fællesskab er afgørende
Han understreger, at Bierfestkonceptet i samarbejde med Vollstedt Group og de frivillige fra Bøgebjerg IF er helt afgørende i forhold til at stable sådan en stor fest på benene.
At feste sammen har også stor betydning for fællesskabet i lokalsamfundet, der ved at løfte i flok før jul også lykkedes med at få etableret Min Købmand i Vester Aaby.
– Ved vores fællesspisninger i Bøgebjerghallen den sidste fredag i måneden har vi oplevet stigende tilslutning, efter at vores lokale købmandsbutik er kommet op at stå, så der er stor vilje til at bakke op om det lokale og være en del af fællesskabet, konstaterer Stig Fabricius.
Han understreger, at Bierfesten i Bøgebjerghallen via 16 ambassadører tiltrækker deltagere fra hele Sydfyn, og han er spændt på, om man i år kommer tæt på 704 deltagere, som er det maksimale antal, som kan deltage i Bierfesten skærtorsdag d. 17. april 2025.
Foto: Michael Grube Andersen + privatfoto