At lære at vente

AF THOMAS ALLMANN, præst i Thurø Kirke

Der er ved at ske en vending i Danmark. Jeg fornemmer det på mine konfirmander og på den dagsorden, der langsom sættes af forskellige trusler og ad de mange mangler, der følger med vores store velstand. Jeg tror, at vi er begyndt at justere vores kompas – og det gør vi jo kun, fordi vi er begyndt igen at lytte til det.

Det der kendetegnede det moderne menneske, var, at vi ville have tingene uden at vente. Som om man kunne springe direkte til opfyldelsen uden forberedelsen — men derved mistede vi jo selve mysteriets kraft.

Vinteren er et stærkt udtryk for dette for os her mod nord – uden denne kolde ventetid, ville foråret miste sin magi. At forvente og at håbe er kernen i det kristne menneskes længselsfulde liv. Dette er ikke en smart ide – det er selve fibrene i dit indre. Du er skabt sådan. Og vi kan ikke blive glade, hvis vi lever i uoverensstemmelse med vores virkelighed.

Men vi er ved at genlære, at det er sundt for os at vente. Alt godt tager tid. Den rene materialismes travlhed giver os mange gode ting og sager, men de mætter os dybest set ikke – det mærker jeg på de unge mennesker, jeg møder på min vej fra mine konfirmander til den voksende gruppe, der opsøger kirken om søndagen – der er en dybere sult, der skal mættes – og vi gamle længes jo også efter grounding, naturlig rytme, fundament, tydelighed, ro og sjælelig autenticitet – ellers finder man vel ikke på, at kalde sin by: den langsomme by! Citta Slow. Der er ikke noget tidspunkt i det 20. århundrede, hvor det var gået – der hed det hele stort set ”fast times in action city”. Quickvask i Kvickly, lynlotto og lynvisit, coffee to go og hurtige penge, og der var Drive in bio og drive through fastfood, som om ”fast” i fastfood først var ”fast enough” når man kylede det ind gennem sideruden med 50 i timen. Men vi kan jo dybest set bedst li’ køkkentjansen med stegeso, imens man taler langsomt sammen over et glas Brunello, der har lagret 24 måneder på fad af slovensk eg – ellers ville man slet ikke kunne sælger ferier til Toscana, hvor man bruger sin fritid på bare at lave mad.

Det har kirken alle dage vidst – og den har vist os, at den elsker tanken om, at verden bliver større, når vi stopper op. Ellers havde man ikke opfundet klostre eller stillerum, kirker med ro og langsomhed, andagter, meditation, bøn, eftertanke, højtbeliggende gudshuse, som man kun kommer op til med stort besvær. Det at vente, lærer os nemlig også at se på verden med undren. Forundring følger med, når du venter. Måske er det netop fordi, at vi i ventetiden ser noget, som vi ikke bemærker i travlhed. I ventetiden bliver vi således ofte klar over, at selv de mindste ting har betydning – at alt er tegn: æblet, hesten, lyset i et vindue, en stille ren sang, en duft af bagværk. Det er det, som ventetiden kan – den er fyldt med små løfter. De små løfter som hverdagen og livet jo er udgjort af, men som vi let overser.