Masser af teater gennem 50 år

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
RYSLINGE: Når tæppet går op for jubilæumsforestillingen MASSER af MAS, er der god grund til at kigge lidt tilbage. For gennem 50 år har Midtfyns Amatør Scene været rammen om et aktivt teaterliv med børn, unge og voksne.
En af dem, der kender historien særdeles godt, er Erik Skøtt, som selv har været med gennem mange år.
– Det er jo i grunden fantastisk at tænke på disse mange år med vores spændende og farverige fællesskab. Rigtig mange aktive børn, unge, voksne og ældre har gennem tiden skabt så mange dejlige teateroplevelser for os selv og for massevis af publikummer, fortæller han.
263 forskellige forestillinger
Selve historien omkring scenen går faktisk endnu længere tilbage. I 1965 blev scenen i forsamlingshuset indviet, og dengang var MAS en del af Ryslinge Sangkor.
Siden 1965 og frem til 2026 har der været premiere på hele 263 forskellige forestillinger på de to scener. 126 af dem er blevet spillet på MASken.
Da hver produktion i dag typisk spiller fem til syv gange, anslår Erik Skøtt, at publikum gennem årene har haft mulighed for at opleve omkring 1.575 forestillinger.
Og MAS har ikke kun holdt sig hjemme på Midtfyn. I mange sæsoner havde foreningen en aktiv underholdningsgruppe, der drog rundt på Fyn, ligesom forestillinger har været på turné i både Jylland og på Sjælland og deltaget på DATS’ lands-teaterfestivaler. Omkring 65 gange har MAS gennem årene pakket forestillingen sammen og taget den med på tur.
Nye kommer hele tiden til
I nogle år har medlemstallet været oppe omkring 120. I dag tæller foreningen cirka 90 medlemmer, og mange børn og unge har gennem tiden taget deres første skridt på de skrå brædder netop her. Flere er fortsat som aktive amatørskuespillere, mens en håndfuld siden er gået videre som professionelle scenekunstnere.
Nogle få har til gengæld været med på eller bag scenen i mere end de 50 år, der nu fejres.
Men jubilæet handler ikke kun om at kigge tilbage.
– Der kommer heldigvis hele tiden nye til – unge som ældre, børn og voksne. De kommer jo med nye idéer og opdager de mange muligheder, teatret rummer. Vi kan skabe spændende ting sammen på vores to scener, have det sjovt og udvikle hinanden. Det er faktisk en gave, siger Erik Skøtt.
Midtfyns Amatør Scene markerer jubilæet med MASSER af MAS, der spiller den 1., 9. og 12. maj.
Og selv efter 50 år er der altså ikke meget, der tyder på, at tæppet er på vej ned for MAS.
Foto fra www.mas-scenen.dk







