Gå på opdagelse i Thurøs fortid

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Gamle billeder, personlige oplysninger, historier om huse og mennesker og oplysninger om Thurøs mange søfarende gennem tiden. Der kan gemme sig lidt af hvert i arkiverne – måske også noget, der handler om netop din familie eller dit hus.
Lørdag den 14. november fra kl. 14 til 17 er der mulighed for at gå på opdagelse, når der inviteres indenfor til Arkivernes Dag.
Har man eksempelvis købt hus på Thurø og er nysgerrig efter at vide mere om tidligere ejere, kan arkivet måske hjælpe med både oplysninger og gamle billeder.
Det samme gælder, hvis man har aner på Thurø. Har en slægtning været søfarende, kan arkivet blandt andet ligge inde med beskrivelser, personlige oplysninger samt information om af- og påmønstringer. Også andre slægtsoplysninger, billeder og historiske data kan måske findes frem.
Gæster er velkomne til at medbringe et usb-stik, hvis de ønsker at få relevante digitale oplysninger med hjem.
Og man behøver sådan set ikke være på jagt efter noget bestemt. Arkivets folk vil også bare gerne vise frem, hvad de arbejder med – og fortælle lidt om den historie, der gemmer sig bag øens huse og mennesker.







