Regnen kunne ikke overdøve musikken på NÆR Festival

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Regnen kom og gik. Solen kom og gik. Og på scenerne kom musikerne og leverede den ene oplevelse efter den anden, da NÆR Festival blev afviklet på Broløkke Herregård den 4. og 5. september.
Til tider åbnede himlen sig midt under et nummer. Musikerne spillede lystigt videre, mens publikum trak regntøjet frem. De fleste var godt forberedte, og da paraplyer ikke var tilladt på festivalpladsen, var der heller ikke noget, der spærrede for udsynet til scenen.
NÆR Festival er kendt for at blive udsolgt på ganske kort tid – efter sigende på blot et kvarter – selvom billetterne sættes til salg næsten et år i forvejen. Det er ikke svært at forstå populariteten. Festivalen foregår i smukke omgivelser på den langelandske herregård, hvor den lukkede gård skaber en både stemningsfuld og intim ramme omkring musikken.
Der er stole til alle foran den store scene, og her kommer publikum først og fremmest for at lytte. Det blev flere gange bemærket fra scenen, hvor musikerne glædede sig over den koncentrerede opmærksomhed. Skal der tales med naboen, foregår det et stykke fra scenen eller ved festivalens madboder.
Lyden i den lukkede gård var god, og musikken kunne høres tydeligt – også fra de bageste rækker. Programmet vekslede mellem koncerter på den store scene og talks i kostalden. Her interviewede journalister festivalens gæster foran et stående publikum, der lyttede intenst og i stilhed, selvom baren var placeret bagerst i lokalet.
Festivalprogrammet bød på en lang række markante navne. Blandt andre Tim Christensen, Lisa Ekdahl, Rikke Thomsen, Magtens Korridorer, Alberte Winding, Bye Bye Brenda, Hanne Boel, Jakob Dinesen og Folkeklubben lagde vejen forbi Langeland.
Også Michael Falch optrådte sammen med sin datter Mathilde Falch, der samtidig var konferencier gennem festivalen. I kostalden gav journalist Simi Jan en gribende fortælling om sit arbejde som udsendt reporter i Afghanistan.
Læs også: NÆR Festival 2026 samler Langeland – og gør en forskel for børn og familer
Rundt om festivalen sørgede de mange frivillige for, at det hele fungerede. Nogle bød gæsterne velkommen og satte festivalarmbånd på, mens Hjemmeværnet dirigerede de mange biler på markerne omkring herregården. Mange hjælper til mod en billet – og er dermed en vigtig del af den særlige festivalstemning.
Programmet for næste års festival er allerede offentliggjort. Her er blandt andre Trine Dyrholm, Baal, Sebastian og Rasmus Walter på plakaten.
Ifølge Michael Falch ser festivalen endnu en gang ud til at skabe et overskud. Pengene går til organisationen De Vildeste Fugle, som hjælper familier, der er berørt af alkoholproblemer, blandt andet med støtte til behandling.
langelandtidende.dk var med på Broløkke Herregård. Se fotograf Knud Mortensens billeder fra to dage, hvor vejret skiftede – men musikken og nærværet bestod.
Foto: Knud Mortensen







