Historierne, der binder Tåsinge sammen

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Jeg vil gerne give jer en lille forsmag på noget af det, I denne gang kan dykke ned i i TØSINGEN – for endnu en gang er magasinet præget af historier om mennesker, fællesskaber, og traditioner fra hele Tåsinge.
Denne gang begynder vi med vand. Ikke bare med vandet i hanerne, men med historien om Vindeby Vand og de mennesker, der gennem tiden har sørget for, at der kom rent vand ud af dem.
Vi tegner både et portræt af Jacob Tjørntved Davidsen, der efter næsten 40 år som bestyrelsesmedlem, formand og driftsleder har givet stafetten videre og er gået på pension. Jacob har om nogen været en ildsjæl for Vindeby Vand og for beskyttelsen af det grundvand, vi alle er afhængige af.
Men vi går også tilbage til begyndelsen og fortæller historien om, hvordan Vindeby Vand blev til. Det er en historie, der går tilbage til 1937, hvor en gruppe mennesker mødtes på Vindeby Kro og tog de første skridt til at etablere det vandværk, som siden skulle blive en vigtig del af hverdagen for generationer af tøsinger. På den måde bliver historien om Vindeby Vand også en fortælling om, hvordan lokale kræfter kan skabe noget, der holder i mange årtier.
Vi tager også temperaturen på Tåsinges stærke foreningsliv, hvor en ny sæson nu står for døren. Efter sommerens ferier og lejre er der igen fuld gang i spejderliv, håndbold, aktiviteter og fællesskaber for børn og unge. Det er netop i foreningerne, at mange af de relationer bliver skabt, som er med til at gøre Tåsinge til mere end blot et sted, vi bor.
Og så inviterer vi jer med til en dejlig sommeraften i Tåsinge Frugthave, hvor Mad & Musik samlede mennesker omkring lokale råvarer, musik og fortællinger om øens stolte frugtavlstraditioner.
Det er nogle af de historier, vi gerne vil bringe tættere på jer i TØSINGEN. For Tåsinge er fuld af mennesker, steder og fortællinger, der fortjener at blive fortalt – og måske også historier, som endnu ikke er blevet fortalt.
God læselyst!
Klik på billedet og læs TØSINGEN, august 2026








