Tom Kristensen fandt roen på Thurø

AF JAN MAINTZ

Han havde givet det 20. århundrede så meget, men næsten 80 år gammel kunne han ikke mere. Et undtagelsesmenneskes hårde liv og kraftanstrengelser – som fx 2500 artikler til Politiken og hovedværker i dansk litteratur – indhenter ham, og 2. juni 1974 dør han og begraves af vennen og Thurø-præsten Johannes Johansen på Thurø Kirkes skråning, hvor han elskede at nyde udsigten. Som han sagde: Når man sidder her, kan selv døden blive helt hyggelig at tænke på.

Efter sin fjerde kones død i 1943 og følgende druk og psykiatriske indlæggelser på Rigshospitalet møder han Ingeborg Weber, muligvis under et bord på værtshuset Laurits Betjent. Hun har et hus i Grasten, hvor han ankommer med taxa en forsommeraften i 1946 og øjeblikkeligt elsker Thurø.

I 1971 fortæller han, at han aldrig har kunnet finde ro “nogen steder” undtagen på Thurø: “Jeg syntes bare, her var for smukt”. Nok er der en daglig tur til købmanden efter øl, men angstens digter i dansk litteratur har fundet ro. Så megen ro, at han i præstegårdens stue hos Johansen en dag, to måneder før sin død, erklærer om sit berømte digt “Angst” (1928), at han ikke fatter, at han havde kunnet skrive så voldsomt om angst. “Jeg er sgu selv bange for de vers”, udbrød han.

Kvikt citerede Johansen Toms egne ord for ham: “Jeg var aldrig nået til tops, hvis jeg ikke var gået til bunds”. “Har jeg sagt det?”, spurgte Tom. “Det er sgu godt sagt”, sagde han så og grinede.

Mange forbinder ham med venstrefløj, kulturradikalisme og udskejelser, men de sidste 30 år af sit liv lever han borgerligt: gift med Ingeborg, hus på Skippervej 210 (“Æblehuset”) og så “Torelore” fra 1952, og allerede fra omkring 1939 søger han tvivlende mod kristentroen (den “har forsonet mig nogenlunde med tilværelsen”, siger han i 1971) – som Johansen udtrykte det i sin begravelsestale: “Du bekendte troen, idet du kendte tvivlen.”

Når man læser hans forfatterskab, ser man et livssyn: en modstand mod absolutisme og et syn på mennesket som et væsen, der ikke fatter ret meget og må famle sig frem. Linjerne på hans gravsten – “Bøjer jeg mig saa dybt, som jeg kan / vokser min verden sig stor” fra hans stærke digt “Græs” – kondenserer smukt hans livssyn: En ydmyghed over for verden lader os opdage dens rigdomme, og vi erkender først altings rige kompleksitet, når vi erfarer dem tæt på.

Menneskets erkendelse er fejlbarlig og foreløbig. Derfor kaldte han sig koket “kristen, royalistisk kommunist”, undgik filosofi, sagde, at en kunstner ikke skal have meninger, men dybsindighed, og anmeldte litteratur på dens egne præmisser. Johansen udtrykte fint Toms livssyn i sin begravelsestale til ham: “Søger man at indfange det absolutte, så bedrager det én straks […] Skærer man gudebilleder, får man en splint i fingeren.”

“Græs” handler om et angst menneske, som dog ikke er klar til at dø, før “mine Drømme om Storhed er omme”: Modigt må mennesket trodse lidelse og kæmpe for sine værdier – ligesom Tom selv gjorde det. Thurøs rigdom skyldes også den ånd og historie, han giver øen.

Kilder: Jens Andersen: Dansende stjerne. En bog om Tom Kristensen (1993), Thorkild Bjørnvig: Tom på Thurø. En samtale mellem Tom Kristensen og Thorkild Bjørnvig (1971). Johannes Johansen: Thurø og Tom (1975), Jan Maintz: “Tom Kristensen kendte angsten så dybt. Derfor kunne han skrive så kraftfuldt om den” (Information, 4.6.21, i anledning af 100-året for romanen Livets Arabesk og 75-året for ankomsten til Thurø).