40 år bag disken: Jubilæum på Rudkøbing Apotek
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Når kunderne træder ind på Rudkøbing Apotek, er der stor sandsynlighed for, at de møder et velkendt ansigt. Mette Skytte Andersen kan nemlig fejre 40-års jubilæum på apoteket den 15. juli i år – efter et arbejdsliv, der begyndte allerede i starten af 1980’erne.
– I dag er kunderne mit hjerteblod. At give dem den bedste vejledning og service betyder alt, siger hun.
Fra elev til erfaren farmakonom
Mette Skytte Andersen startede som elev i 1981 og blev færdiguddannet som apoteksassistent i 1984 – det, man i dag kalder farmakonom. Efter en kort periode på en privat klinik i Svendborg vendte hun hjem til barndomsbyen, da apoteket i 1986 tilbød hende en stilling.
– Jeg er født og opvokset i Rudkøbing, så det var helt perfekt at få jobbet, fortæller Mette Skytte Andersen.
Dengang var apoteket et helt andet sted end i dag. Her fandtes et laboratorium, hvor medarbejderne selv fremstillede lægemidler.
– Det var virkelig spændende. Alt blev nøje afmålt og doseret – og den præcision hænger stadig ved, siger hun med et smil.
Kunder i 2. og 3. generation
I slutningen af 1980’erne stoppede produktionen af medicin, og apoteket udviklede sig i stedet til et sted med fokus på rådgivning og salg. Samtidig ændrede kundernes behov sig.
– Kunderne er i dag meget mere oplyste, så vi skal være klar til mange forskellige spørgsmål, siger hun.
I dag er Mette Skytte Andersen butiksansvarlig og arbejder blandt andet med kampagner, der skifter hver fjerde uge gennem apotekskæden.
– Mine bedste dage er, når en kunde kommer tilbage og siger, at et produkt virkelig har hjulpet. Det giver en stor faglig stolthed, siger Mette Skytte Andersen og tilføjer, at relationerne til kunderne går langt tilbage.
– Jeg har ‘mine kunder’ i både anden og tredje generation, siger hun.
Et apotek med dybe rødder
Historien om Rudkøbing Apotek går mere end 300 år tilbage. Det blev grundlagt den 2. november 1705 af apotekeren Christopher Becker som det første apotek på Sydfyn og Langeland.
Apoteket spillede tidligt en central rolle i udviklingen af Rudkøbing som købstad og fungerede både som arbejdsplads og bolig. Senere, i 1776, blev det overtaget af Søren Christian Ørsted, far til de kendte videnskabsmænd Anders Sandøe Ørsted og H.C. Ørsted, der i 1820 opdagede elektromagnetismen.
Gennem århundreder har apoteket været et vigtigt omdrejningspunkt for øens borgere – både som leverandør af medicin og som sted for rådgivning og tryghed.
Fejring før ferien
Selve jubilæumsdagen bliver fejret i stilhed, da Mette Skytte Andersen holder ferie. I stedet inviterer apoteket til reception i ugen op til, hvor kunder og samarbejdspartnere kan kigge forbi og ønske tillykke.
Og selv efter 40 år er glæden ved arbejdet intakt.
– Det er mødet med menneskerne, der gør det hele værd, lyder det fra jubilaren.
Foto: Christian Dan Jensen







