Corona skabte øget interesse for Frivilligcentret

AF MICHAEL STRANGE LORENTZEN
Coronapandemien, som hærgede i 2020 og dele af 2021, har haft mange effekter. En af dem har været interessen for Frivilligcenter Langeland, som i 2021 oplevede enorm fremgang og endte på 50 tilsluttede foreninger oven på nogle år efter etableringen i 2013, hvor de ansatte især i de første år nærmest måtte ”lokke” folk ind.
– Perioden med isolering medførte, at der var et meget stort behov for at kunne komme ud blandt andre folk, påpeger Lene Elinor Jørgensen, der har været tilknyttet frivilligcentret siden 2019 og været leder siden 2023.
I dag er der 82 medlemsforeninger, og der er løbende udskiftninger blandt brugerne i Frivilligcentret, som blev etableret i 2013.
Forinden havde ansatte fra Langeland Kommune og nogle foreningsfolk været på inspirationstur til Lolland Kommune, som allerede havde et frivilligcenter.
Langeland Kommune og staten støtter økonomisk, men frivilligcentret er ikke kommunalt, understreger Lene Ellinor Jørgensen og bestyrelsesformand Louise Bechmann.
Statens støtte er betinget af, at kommunen også bidrager.
Lokaler til rådighed
Frivilligcentret stiller lokaler til rådighed for medlemmer.
– Det kan være nogen, som kommer her hver uge, eller nogen, der blot skal bruge et lokale en enkelt gang om året i forbindelse med en generalforsamling, nævner Lene Elinor Jørgensen.
Og så kan det være for eksempel en nytilflytter, som kommer ind fra gaden for at få noget hjælp til at finde ud af, hvad der findes af frivillige fællesskaber, og hvordan man selv kan komme i kontakt med dem. Det kan også være arbejdet med at hjælpe nye fællesskaber i gang.
– Når der er mest travlt, kan vi have 11 foreninger i huset i løbet af én dag og cirka 400 personer igennem pr. uge, påpeger Louise Bechmann.
25 frivillige holder stedet, men der kræves også en vis selvjustits blandt brugerne.
– Man skal huske at holde orden og rydde op efter sig, og hvis der er meget skrald, går man selv ud med det, fastslår Lene Elinor Jørgensen.
Som nævnt er centret ikke en del af Langeland Kommune, men har et godt og tæt samarbejde.
– Det hænder, at nogen, som jeg har talt i telefon med, beder mig stille dem om til kommunens økonomiafdeling, men her må jeg melde hus forbi. Og der er nogen, som tror, at vi er et aktivitetscenter, men det er vi altså heller ikke. I bund og grund har vi en faciliterende rolle, altså hjælp til selvhjælp, tilføjer lederen.
Udover mødelokaler kan medlemmer få hjælp til at få printet materiale. Har man betalt sit kontingent på 200 kroner om året, er de første 100 eksemplarer gratis, herefter skal der betales et mindre beløb.
– Hvis folk ikke kan sætte materialet op selv, så hjælper vi gerne medlemmerne, men vi er ikke et bestillingsbureau, så vi hjælper der, hvor det er nødvendigt, nævner Lene Elinor Jørgensen.
Hun er af og til ude at fortælle om Frivilligcenter Langeland.
– Så plejer jeg at sige, at vi er et stort frivilligcenter i en lille kommune. Nogle steder i Danmark har de blot et enkelt lokale til rådighed, nævner lederen.
FAKTA:
Frivilligcenter Langeland er medlem af den landsdækkende organisation Frivilligcentre og Selvhjælp i Danmark, almindeligvis blot kendt som FriSe. I alt er der 72 centre i Danmark.
Et af de mere kendte initiativer i FriSe er ”Frivillig Fredag” og den landsdækkende digitale foreningsplatform Socialkompasset, som netop er ved at blive rullet ud på Langeland.
Foto: Michael Strange Lorentzen







