Sensualitet i gaderne

AF SUSANNE MAGELUND

 

Debatten om kvindeskulpturer i byrummet – om manglen på afbildninger af historiske kvinder kontra de mange tilsvarende af mænd, har fyldt en del på det sidste. Den har også handlet om, at når kvinder endelig dukkede op, så var det i form af anonyme modeller som typisk optrådte nøgne. Kvindekroppen fremstillet som et smukt objekt for mandens beskuelse. At skildre kvinden som et dydigt, blidt og skønt væsen er blevet dyrket siden antikken, men her i Svendborg ser det lidt anderledes ud.

 

Vi er nemlig så heldige at have flere skønne, sensuelle kvindeskulpturer i bronze af vores bysbarn billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924), og han skildrer ikke kun kvinderne som yndige, tavse fremtoninger – han viser os kvinden som et sensuelt og kraftfuldt væsen.

 

I Vestergade står “Leda med svanen” (1920) foran SAK Kunstbygning. Motivet er hentet i den græske mytologi hvor Zeus forvandler sig til en svane, opsøger Leda og de har hed elskov. Mange kunstnere har i tidens løb tolket myten, men ingen har som Kai Nielsen tilladt Leda, at vise så stor nydelse. Han lader hende være et seksuelt væsen – hun er ikke et “fnug” der lader sig udnytte – nej det er hende, der har overtaget, og med en hånd der er en jord- og betonarbejder værdig – presser hun svanen mod sit skød, læner sig tilbage og nyder det.

 

Går vi videre op til Biblioteket møder vi Leda igen. Skulpturen “Leda uden svanen” (1920) ligger henslængt i græsset – nu er svanen fløjet. Hun ligger helt åben – støtter sig på den ene albue og tørrer ligesom sveden af panden med den anden arm. Igen er figuren kraftfuld og muskuløs.

 

Kai Nielsen bekendte sig til Vitalismen – en bevægelse der var fremherskende blandt frigjorte kunstnere i begyndelsen af det 20. årh. En af dem var Johannes V. Jensen, som også var en god ven og kritiker af Nielsen. Han opfattede skulpturen som en hyldest til kvinden “som elsker med hele sin krop, og stråler af sundhed og styrke og af lidenskabelig lyst til at leve det korte liv”.

 

Men figurerne kunne dengang også vække forargelse. Den samtidige kunstner, Harald Slott-Møller, var bestyrtet over den sanselighed, der bliver skildret og skriver i en aviskommentar: “Den er simpelthen af en sådan art, at den ikke ville blive tålt på en offentlig plads i noget civiliseret land!”

 

Måske er vi ikke så civiliserede her i Svendborg, men vi kan heldigvis glæde os over de to Leda´er. Modellen hed iøvrigt Harriet Wiegandt, så nu er der ikke længere tale om “anonyme kvinder”.

 

Foto: Susanne Magelund