Langeland starter begynderkursus i biavl

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Forestil dig at mødes med andre og opdage biernes fascinerende verden – hvad sker der i bistadet, hvorfor er bierne så vigtige, og hvordan laver man sin egen honning? Langelands Biavlerforening tilbyder nu et begynderkursus for kommende biavlere.
Kurset starter onsdag den 8. april 2026 og fortsætter hver onsdag frem til 1. september. Her får deltagerne både teoretisk viden og praktisk erfaring med at passe bier.
– Vi har nogle virkelige hyggelige og lærerige aftener i foreningen. Det er fantastisk at opleve, hvor begejstrede deltagerne bliver af biernes verden, siger Jens Borg Jensen, instruktør i Langelands Biavlerforening.
Fra teori til praksis
Kurset begynder med teori om biernes sociale liv, udstyr til biavl samt høst og behandling af honning. Deltagerne lærer også om biernes betydning for bestøvning af frugttræer, haver og natur.
Når foråret kommer, rykker undervisningen ud i skolebigården, hvor kursisterne gennem sommeren lærer at passe en bifamilie. Efter kurset har de det nødvendige grundlag for at starte egne bistader, og der tilbydes mentorordning for dem, der ønsker ekstra støtte.
En verden fuld af overraskelser
En bifamilie består typisk af én dronning og op mod 50.000 arbejderbier. Dronningen kan lægge op mod 2.000 æg om dagen, mens arbejderbierne udfører alt fra rengøring og voksproduktion til indsamling af nektar og bestøvning af blomster. Bierne kommunikerer også med hinanden gennem dans.
– Det overrasker de fleste, hvor fascinerende et bisamfund er. Man har måske hørt om det, men aldrig troet på det – og pludselig oplever man det med egne øjne i sin egen have, fortæller Jens Borg Jensen.
Tid og tilmelding
Begynderkursus i biavl starter onsdag den 8. april kl. 18.30 i Frivilligcenter Langeland.
Pris: 650 kr.
Tilmelding senest 1. april til Jens C. Borg Jensen på jens.borg@gmail.com eller tlf. 21 74 77 15 (læg en besked – så ringer han tilbage).
Foto: Langeland Biavlerforening







