Rør blot ikke ved min gamle jul!
AF KRISTOFFER P. NIELSEN
Så er det den tid på året igen. Du ved, den hvor støvet knap har nået at lægge sig på julekasserne før de igen skal tømmes ud over hele stuen. Gran, glimmer og glitter eksploderer som et rødt og grønt konfettiangreb – og vi elsker det. Eller gør vi?
For julen er jo ikke bare julelys og småkager. Den er også traditioner. Og holdninger til traditioner. Og diskussioner om de holdninger. For hvordan er det nu lige, det er?
- Må man pynte op i november, eller skal kalenderen nå at sige “1. december”, før nisserne må kravle ud af kasserne?
- Er det tilladt at spille Last Christmas i november, eller er det et kulturelt overgreb?
- Skal juletræet være ægte – eller CO₂-kompenseret og fremstillet i genbrugsplast?
- Gaver til hele familien – eller kun dem, man faktisk holder jul med?
- Flæskesteg eller and? Og er der nogen, der stadig tør foreslå kalkun?
- Én mandel i risalamanden – eller flere, for at undgå tårer og familiedrama?
Og sådan kunne man blive ved. For der findes mindst lige så mange “rigtige” måder at fejre jul på, som der findes familier i Danmark.
I min egen familie har traditionerne efterhånden udviklet sig til et sæt uskrevne, men urokkelige love – hvor selv den mindste afvigelse kan forårsage et mindre juleoprør.
Tag bare året, hvor en (stadig anonym) gerningsmand besluttede at putte en mandel i hver portion risalamande. Hvad der plejer at være en hyggelig detektivleg med kindobservationer og mistænkeliggørelse på højt niveau, blev i stedet et følelsesmæssigt kaos af falske forhåbninger og bristede drømme. Ét familiemedlem, som aldrig før havde fået mandlen, følte sig så snydt, at hun udvandrede midt i desserten. Og siden da er der blevet indført en streng mandelpolitik.
Eller dengang jeg (i min ungdommelige idealisme) insisterede på, at vi selvfølgelig skulle danse om træet efter maden, sådan som det stod skrevet i “juleloven”. Børnenes forældre, som hellere ville give gaverne først og undgå overtrætte børn, var mildest talt ikke begejstrede. Jeg stod stejlt på mit princip… lige indtil jeg selv fik børn.
Nu er jeg den første til at foreslå, at børnene skal have et par gaver før julemiddagen, og bliver stadig venligt mindet om min omvendelse hvert år. Det er, som man siger, let at være konsekvent, når det ikke er ens eget barn, der skriger i sofaen.
Så ja, julen er fyldt med følelser, forventninger og vaner. Men måske handler den sande julefred ikke om, hvordan vi gør tingene, men hvem vi gør dem med.
Så slap af, giv lidt slip – og lad julefreden sænke sig.
Også selvom nogen spiller Wham! i november.
Rigtig glædelig jul!
