Populær gastronomisk gåtur vender tilbage til Svendborg

Lørdag den 8. november vender Moveat (Move + eat) tilbage til Svendborg efter en skøn lørdag i foråret. Nu med nye spændende steder.
Moveat er en by- og madoplevelse, hvor madelskere i løbet af en eftermiddag tager på gastronomisk gåtur og besøger seks udvalgte spisesteder, der alle byder på en signatur-servering og viser deres værtskab og omgivelser frem.
Gæsterne kan i Svendborg glæde sig til lørdag den 8.november at besøge og smage:
Torvecaféen: To snitter med ribbensteg og æg og rejer
Café Porto Pires: To portugisiske hapsere. En med bacalhausalat og en med portugisisk serranoskinke og portvinssyltede rødbeder
Café Zowie: Hjemmelavet Chili Con Carne med græsk yoghurt, nachos chips og surdejsbrød med hjemmerørt smør
Jord & Bord: Madpandekage med pulled vildsvin, serveret med karamelliserede løg, tyttebær og en lille sæsonsalat
Knæwr Kaffebar: Fire hjemmelavede æbleskiver med flormelis, hjemmelavet kompot eller marmelade
Det sjette og sidste sted offentliggøres snarest og kan ses på moveat.co
Moveat havde premiere i Danmark i september sidste år med stor succes i København, Aarhus, Aalborg og Odense, og i år spredte oplevelsen sig til andre byer i landet med et vibrerende mad- og kulturliv, som f.eks. Svendborg. Til Moveat tager gode venner, kolleger, familien eller to på en date på en hyggelig gåtur og nyder signatur-serveringer på nøje udvalgte spisesteder.
Eneste faste holdepunkt er dagens første restaurant, som i Svendborg bliver Torvecaféen, og derefter nyder gæsterne resten af eftermiddagen de korte gåture fra spisested til spisested i præcis det selskab, tempo og den rækkefølge, de har lyst til. Med Moveat-appen i hånden bliver de ledt på vej til næste ønskede destination via et dynamisk kort.
Besøg Moveat her
Om Moveat
På en Moveat tager 150-250 gæster på en hyggelig gåtur og nyder signatur-serveringer på nøje udvalgte restauranter, vinbarer, markeder, specialbutikker og andre interessante maddestinationer.
Moveat blev grundlagt i Sverige i 2019, og krydsede i september sidste år Øresund med stor succes og med fuldsatte Moveats i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. I år spredte oplevelsen sig til hele Danmark fra Skagen mod nord, Ribe mod vest, Svendborg mod syd og Helsingør mod øst – og mange byer derimellem.
Foto: Torbjörn Lagerwall







