Større smil blandt elever på Tåsingeskolen

AF KIM BASSE
Latteren og larmen er tilbage i skolegården. I klasselokalerne sidder forventningsfulde elever og tripper i spænding over de nye fag på skoleskemaet. Sådan er det også på Tåsingeskolen, og her er glæden blandt eleverne over at være tilbage efter sommerferien endnu større end den var sidste år.
Undervisningsministeriets trivselsmåling i 4. til 9. klasse på Tåsingeskolen viser nemlig fremgang fra sidste år. Størst er både trivsel og fremgang blandt drengene, men også pigerne oplever større glæde over at gå i skole, og det kan mærkes, fortæller skoleleder Kasper Føns:
– Det er dejligt at se, at der er fremgang, og at vores indsatser virker. Det kan mærkes på eleverne, og det gør det ekstra dejligt at være tilbage efter sommerferien. Det bedste er, at trivslen faktisk er bedre, end tallene viser, siger han.
– Tallene dækker over både de almene klasser i vores folkeskole og specialklasserne, og selvom specialklasserne trives godt her på stedet, er specialtilbud generelt kendetegnet ved lavere trivsel end i den almene folkeskole. Ikke alle skoler har specialtilbud, så hvis man ser isoleret på dem og på de almene klasser på Tåsingeskolen, så ser tallene endnu bedre ud for begge spor, siger Kasper Føns.
Et attraktivt sted
Det er under punkterne ’støtte og inspiration’ og ’ro og orden’, at eleverne på Tåsingeskolen har oplevet fremgang. Men selvom Tåsingeskolen stadig ligger under gennemsnittet i Svendborg Kommune, kan det altså både ses og mærkes, at skolen arbejder målrettet med trivsel.
Eksempelvis får de større årgange, som undersøgelsen omfatter, flere timer i de praktiske fag og dermed mere bevægelse. Derudover er der store forventninger til forsøgsordningen, hvor eleverne i 7. til 9. klasse på Tåsingeskolen er blevet udvalgt af Undervisningsministeriet til at få et gratis måltid mad hver dag i de kommende tre år.
– På landsplan ved vi, at mellem 10 og 15 procent af eleverne kommer i skole uden at have fået morgenmad. Vi brænder ud uden mad, så vi har store forventninger til forsøget med gratis mad, som starter til januar, siger Kasper Føns og fortsætter:
– Vi kan mærke på de samlede indsatser, og på den økonomi, som kommunen har lagt på området, at Tåsingeskolen og Svendborg som helhed er et attraktivt sted at søge hen som lærer. Der er stor rekruttering af personale fra de omkringliggende kommuner, og det har der været i en længere årrække, siger han.
Foto: Tåsingeskolen