Langeland er Øhavets hotspot for vandaktiviteter denne sommer

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
SHORES Langeland inviterer øboere og feriegæster til både gratis og betalte guidede vandaktiviteter, hvor alle kan være med – uanset om man er nybegynder eller bare nysgerrig på livet i og omkring havet. For dem der vil prøve flere forskellige gratis vandaktiviteter, er der også mulighed for at besøge Grejbanken fra SHORES Langeland i Spodsbjerg, Rudkøbing, Bagenkop og Hesselbjerg. Her kan man ganske gratis låne udstyr og kaste sig ud i alt fra SUP-board og snorkling til simpel undervandsjagt og waders-safari – med kyndig vejledning og alt sikkerhedsudstyr stillet til rådighed.
Bliv Geopark Explorer
Drømmer du om en oplevelse fyldt med velvære, natur, SUP, træning og yoga?
Så er Maritim Camp Langeland 2025 – Geopark Explorer måske noget for dig.
Oplev et unikt mix af maritime aktiviteter, afslapning og naturskønne omgivelser, der gør dette til en camp udover det sædvanlige.
Campen er inkl. to overnatninger i lækre glamping telte på Littlest camp og fuld forplejning samt undervisning i Stand Up Paddle og Wing SUP. Og du behøver ikke at have prøvet SUP tidligere.
Dato: 5-7. september 2025
Sted: Littlest Camp, Lillegårdsvej 6, 5953 Tranekær
Workshop – Tryk en fisk
Tryk en fisk med japansk blæk og tag et unikt kunstværk med hjem – en sommeroplevelse for både nysgerrige og kreative sjæle.
Prøv kræfter med Gyotaku teknikken og tryk en frisk fanget fisk. Teknikken er en gammel japansk teknik. Trykkene udføres på håndlavede papirer og med bl.a. sumiink. Fiskene overføres direkte til papir ved hjælp af en særlig teknik og udvalgte materialer.
Dato: 16. og 17. august 2025
Sted: MOMLIS, Værftsvej 12, 5935 Bagenkop
Bag aktiviteterne står projektet SHORES Langeland, som arbejder for at gøre Langeland til Øhavets hotspot for vandaktivitet i tæt samarbejde med lokale aktører.
– Vi vil gerne åbne vandet op for alle – uanset alder og erfaring. Mange drømmer om at prøve kræfter med havet, men ved ikke hvor de skal starte. Derfor gør vi det nemt og trygt at komme i gang. Langeland har det hele: bølger, 152 km kystlinje og enestående naturoplevelser, siger Rikke Søegaard Halling, projektmedarbejder i SHORES Langeland.
Læs mere om arrangementerne, find datoer og billetbestilling via www.langeland.dk/events
Foto: VisitLangeland







