At bo dér, hvor andre holder ferie

AF KRISTOFFER P. NIELSEN
Når midsommervisen er sunget, og industriferien sætter ind, sker der noget i det sydfynske. Tempoet ændrer sig – og nej, det bliver ikke langsommere.
Pludselig summer havne, strande, campingpladser og gågader af liv. Glade turister strømmer til i jagten på sol, ro og “ægte hygge”. De vil slappe af, smage lokale lækkerier – og helst tage hjem med en god historie, det perfekte Instagram-billede og en skæv keramikskål.
Og vi gør os umage! Haverne får en ekstra tur med trimmeren, vejboder bugner af jordbær og hjemmelavede skilte, og selv vejret forsøger (så godt det nu kan) at levere sol nok til, at man glemmer det seneste skybrud.
Det hele er båret af dedikerede ildsjæle, der arrangerer alt fra frikadelle-fest, kunstudstillinger, loppemarkeder, koncerter og guidede kajakture med smil og sved på panden. De gør en forskel – ikke kun for turisterne, men for os alle.
Men Sydfyn er ikke kun for danske feriehjerter. Også i udlandet får vi opmærksomhed. Den britiske avis, The Independent, udpegede for nylig både Ærøskøbing og Rudkøbing som blandt Danmarks 10 smukkeste byer. Ikke dårligt, vel?
Personligt elsker jeg det. Ja, det bliver lidt trangt i bagerkøen, og ja, isboden kører på højtryk – men jeg giver gerne en turist en forlomme, hvis det betyder, at de tager hjem og siger: “Du MÅ tage til Sydfyn!”
At bo her føles lidt som at eje en hemmelig perle, man alligevel gerne vil vise frem. For selvom vi ikke er Venedig eller Rom (heldigvis!), så har vi noget, man ikke kan google sig til: ægte, sydfynsk charme.
FOTO: Knud Mortensen







