Vi skal tale Svendborg op

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vi sad her også for godt og vel 13 år siden og havde en god snak om Svendborg. Her i Baagøes Gaard, hvor værtshuset Hansted også ligger. Dengang var Lars Skovmand stadig ny på scenen i kultur- og restaurationslivet i Svendborg. Det er han ikke længere. I dag er han både restauratør og ejer af Hansted, Vinsted, Le Clos og restauranten i Borgerforeningen – Decibel. Og så er han festivalarrangør af Hansted Live, som så lyset for første gang i sommeren 2013, hvor ikke færre end 50 musikere – lokale såvel som udenbys – inviterede byens borgere til fire dages fest og musik lige her i gården, hvor vi sidder.
Lars Skovmands idé med Hansted Live var – og er – at der skulle findes et alternativ til Svendborg Festdage, som lukkede i 2013, og med det samme lokale engagement og den samme fællesskabsfølelse, hvor hele byen festede sammen – og hvor man kom udenbys fra for at være med.
– Jeg savner stadig Svendborg Festdage. Særligt når man ser, hvor mange kulturelle arrangementer her er hen over sommeren. Byen må gerne summe af fest i hele den uge, hvor Hansted Live løber af stablen. Kan vi genoplive Svendborg Festdage i et nyt format, så er vi helt sikkert med, siger Lars Skovmand og tilføjer, at han forestiller sig, at det vil tiltrække flere turister, hvis det annonceres, at i den uge er der festdage i Svendborg med et mangfoldigt program. F.eks. et samarbejde mellem de forskellige aktører om en slags tourpas, der giver adgang til de betalte arrangementer.
– I stedet for at bruge så meget energi på at tiltrække gæster til byen i skuldersæsonen (sæsonen på hver sin side af sommeren, red.), så skulle vi i stedet have fokus på at få endnu flere turister til byen i højsæsonen. Man skal have øverst på ferielisten, at lige præcis i den uge skal man til Svendborg, for her er der en uge med festdage, lyder det fra Lars Skovmand, som også er næstformand i Beværterforeningen i Svendborg.
– I Beværterforeningen er vi glade, hver gang der åbner en ny beværtning – også dem, der ikke ligger lige i midtbyen. Der er dog en interesse i at skabe og fastholde et livligt og trygt natteliv i Svendborg midtby. Det gør vi bedst ved at have en stærk beværterforening, som understøtter restauratørernes behov. Og det går godt i Svendborg, hvor konkurrencen er en dynamo for væksten. Andre steder ville man tænke anderledes, men ikke i Svendborg. Åbner der en café eller et værtshus på den ene side af gaden, så åbner der typisk også en anden på den anden side af gaden. Og det er et aktiv i en by som Svendborg, hvor vi bruger byen og godt kan lide at gå ud, siger Lars Skovmand.
Måske er vi lidt forkælede
Billetsalget til Hansted Live 2025 er i fuld gang. I år for 8. gang i Krøyers Have – kun afbrudt af to år med corona-nedlukning. Og ligesom mange andre kulturarrangementer på Sydfyn ligner det sig selv fra de andre år. Vejret spiller naturligvis ind, og mange køber deres billet lige op til festivalen, som i år er den 31. juli til 2. august. For Lars Skovmand er det først og fremmest vigtigt, at folk kommer for at hygge sig, høre noget god musik, og at her er plads til, at alle kan nyde godt af mulighederne i den hyggelige have midt i byen.
– Vi sætter i år 1.000 billetter færre til salg om dagen. Tidligere satte vi 5.000 billetter til salg om dagen, men det er en kende for mange, så i år sælger vi 4.000 billetter om dagen. Det gør vi for at skabe mere plads og luft, så alle vores gæster kan komme til madboder og udskænkningsstederne på pladsen, så det bliver en god oplevelse for alle, fortæller Lars Skovmand, som i år præsenterer navne som Dodo & The Dodos, Anne Linnet, Lars Lilholt Band og Jonah Blacksmith.
Inden min samtale med Lars Skovmand i Baagøes Gaard slutter, kommer han med en opfordring, hvor han understreger vigtigheden af, at vi alle taler Svendborg op.
– Vi skal ikke tælle tomme butiksvinduer, men i stedet de fyldte. Svendborg er i vækst, og der popper hele tiden nye butikker, caféer og restaurationer op. Måske er vi lidt forkælede i Svendborg. Vi er godt vant og sætter baren højt – og det skal vi blive ved med. Indimellem bør vi lige stoppe op og se, hvor godt her er at bo og leve, lyder det fra Lars Skovmand.
Foto: Christian Dan Jensen







