OPRÅB!

”Problemet for de unge opstår, når alle andre er til fest på TikTok, Snapchat osv., og man ikke selv er med til festen”  
some

AF THORKIL FONNESBECH

 

Efter at have læst bogen “Den ængstelige generation” af Jonathan Haidt (stor anbefaling), kan jeg simpelthen ikke blive ved med at ignorere smartphonen og de sociale mediers skadevirkninger på vores børn og unge.

Jeg har arbejdet som lærer i 16 år. I den tid er angst, skolevægring og koncentrationsbesvær blevet normen i alle ældre klasser, frem for undtagelsen.

Der er sikkert også andre årsager, men en af de helt tungtvejende grunde er unægtelig smartphonen og de sociale mediers indtog som allemands eje de sidste 12 år.

Det har været skræmmende at se på som lærer.

 

De store techfirmaer er eksperter i afhængighedsskabende design. Jo længere tid brugeren er på platformen, jo mere tjener de. Det har medført et massivt overforbrug af skærme hos vores teenagere. En gennemsnitlig 16-17-årig bruger 5 timer og 28 minutter om dagen på sociale medier (i 2023).

 

På den efterskole, hvor jeg arbejder, er eleverne startet helt uden mobiltelefoner de første to uger. I den forbindelse havde jeg en aha-oplevelse forleden. Da jeg spurgte dem, om det havde været svært at undvære telefonen, svarede ca. 90%, at de var positivt overraskede over, hvor nemt det havde været. Da jeg bad nogle af dem om at uddybe det, var deres kommentarer: “Når alle er uden mobil, føler jeg jo ikke, at jeg går glip af noget.”

 

Problemet for de unge opstår, når alle andre er til fest på TikTok, Snapchat osv., og man ikke selv er med til festen.

 

Som forældre er det faktisk præcis det samme dilemma, jeg står i, når jeg skal beslutte, om mine egne piger må få en smartphone og komme på sociale medier. Jeg er overbevist om, at det er skadeligt, men jeg ønsker heller ikke at udelukke dem fra fællesskabet.

 

Jeg tror, at vi skal finde tilbage til fagforeningernes visdom. Alene står vi svagt, men i fællesskab er vi stærke.

Derfor blev jeg vildt glad, da jeg den anden dag stødte på organisationen smartphonefri barndom.

Deres idé er at samle os forældre i grupper, som kan støtte hinanden i at udsætte vores børns introduktion til smartphones og sociale medier.

 

Så hermed skal lyde en kæmpestor opfordring til at gå ind på siden og melde jer under fanerne, eller at tage snakken på det næste forældremøde. Det er langt nemmere at udsætte introduktionen af sociale medier, hvis man ved, at en hel gruppe fra klassen, årgangen og fodboldklubben, og vores lokalområde heller ikke er der.

 

Vores families løsning har været at købe en basistelefon til vores datter, som kun kan ringe og sende sms’er fra. Så kan hun kontakte os og lave aftaler med veninderne på sms.

 

Jeg mener ikke at det er børnene og de unges skyld – det er os forældre og voksne, som har svigtet dem. Nu ved vi, at det er skadeligt, så lad os stå sammen og ændre på det.

 

Se mere på: smartphonefribarndom.org

 

 

Foto er 100% genereret i PhotoShop – med AI

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment