Soulmusik, der går lige i benene

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der er musik, man lytter til. Og så er der musik, der helt af sig selv får fødderne til at vippe og kroppen til at bevæge sig. The SoulDios of Love hører uden tvivl til i den sidste kategori.
Det seks mand store orkester fra Svendborg har en særlig forkærlighed for den klassiske Motown-soul og de store hits fra navne som Al Green, The Temptations, Otis Redding, Stevie Wonder og Ray Charles.
Og når de seks musikere først finder sammen i det velkendte soulunivers, er der lagt op til både vellyd, spilleglæde og masser af swing.
Soul med mange år på bagen
The SoulDios of Love blev dannet tilbage i 2005, og de mange år sammen har gjort orkestret til et sammenspillet hold, der kender både musikken og hinanden særdeles godt.
I front står Peter Hartvig, der med sin soulede stemme får god plads til at folde sig ud på det solide musikalske fundament, som resten af orkestret leverer.
Det handler om at ramme den helt rigtige stemning og give de gamle soulklassikere nyt liv – med respekt for originalerne, men også med den energi og spilleglæde, der kendetegner et godt liveorkester.
Der bliver med andre ord rig mulighed for at få rørt både ben og smilebånd, når The SoulDios of Love går på scenen til 5700 VINTERROCK kl. 22.








