Langeland tænder lys i vintermørket

AF VISIT LANGELAND
På Langeland er mørket ikke noget, der skal jages væk. Tværtimod er den mørke nattehimmel en del af vinterens særlige stemning – og fra november bliver den også kulisse for kunst, kultur og fællesskab. Med kulturweekenden Lys i Mørket og lysfestivalen Glimt tændes der lys flere steder på øen gennem de mørkeste måneder.
Først går det løs 6.-7. november, når Lys i Mørket inviterer indenfor til en weekend fyldt med kultur og oplevelser på Langeland og Strynø. Her åbner foreninger, kultursteder, virksomheder og lokale ildsjæle dørene til koncerter, kunst, fortællinger, madoplevelser og aktiviteter – også på steder, man ikke normalt har mulighed for at besøge. Det er en weekend, hvor hele øen summer af liv, og hvor mørket bliver en anledning til at mødes og opleve Langeland på en anden måde.
Mørket bliver et lærred
Samtidig markerer november begyndelsen på Glimt, der fortsætter frem til februar 2027. Lysfestivalen bruger Langelands mørke som lærred for lyskunst, musik, talks og vandringer og lader værkerne dukke op forskellige steder på øen gennem vinteren. I 2025 trak Glimt 5.000 besøgende til lysinstallationer, musik, foredrag, fællesspisninger og rundvisninger i Tranekær.
I årets udgave af Glimt bliver børn og unge også en del af selve skabelsen. I efterårsferien inviteres lokale børn og unge til workshops, hvor de skal udvikle og bygge lyskunst, som senere bliver en del af Glimt. Der arbejdes videre med lys, materialer og idéer ved en workshop sammen med junior- og ungdomsklubben. De unges værker bliver dermed en del af festivalens møde mellem professionelle kunstnere og lokale talenter. Glimt bliver ikke kun noget, man kommer for at se – men også noget, øens unge er med til at skabe.
De to projekter har hver deres form, men tager begge afsæt i det, Langeland har særligt meget af om vinteren: mørke. Her bliver det ikke bare baggrund, men en aktiv del af oplevelsen. Fra den tætpakkede kulturweekend i november til lysværker, der dukker op gennem de følgende måneder, er der derfor god grund til at tage ud efter solnedgang. Når dagene bliver kortere på Langeland, bliver mørket ikke slutningen på dagen. Det bliver begyndelsen på nye oplevelser.
Workshop og udarbejdelse af ungekunstværker er støttet af Nordjyllandsfonden og Nordea-fonden.
Foto: VisitLangeland







