Elever midt i apotekets hverdag
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der er kunder ved skranken, medicin på hylderne og spørgsmål, der kræver et svar. For de tre farmakonomelever på Rudkøbing Apotek er det ikke kun arbejdsdagen. Det er også en vigtig del af deres uddannelse.
Bettina Rasmussen og Mikkel Markussen er begge på 2. år, mens Caroline Mørk Hansen er på 3. år. De er ansat på apoteket og arbejder sideløbende med deres farmakonomuddannelse. Det giver dem mulighed for at bruge det, de lærer, med det samme.
– Farmakonomuddannelsen er spændende, fordi der både er teori og praksis. Vi er i daglig kontakt med mennesker og er faktisk midt i den hverdag, vi uddanner os til, siger Mikkel Markussen.
Teorien med ud på apoteket
Uddannelsen varer tre år og veksler mellem arbejdet på apoteket og otte skoleophold på Farmakonomskolen i Hillerød. Det er den eneste skole i Danmark, der uddanner farmakonomer. Hvert ophold varer to til tre uger, og eleverne bor på skolen, mens de er der.
Også mellem skoleopholdene er der nok at se til. Eleverne arbejder med opgaver inden for blandt andet anatomi, fysiologi, lægemidler og lovforståelse. Det, de lærer i bøgerne, kan de tage med ind i mødet med kunderne. Og oplevelser fra apoteket kan give anledning til spørgsmål, som de tager med til vejledningen.
Studievejleder Lene Gehring Hansen afsætter to timers vejledning om ugen til hver elev. Her kan de få hjælp til skoleopgaverne, men også vende en situation ved skranken eller tale om, hvordan man vejleder om et bestemt lægemiddel.
– Det er en stor hjælp. Vi får opgaverne fra skolen og skal selv tilrettelægge og prioritere tiden, så det er virkelig rart at have de to timer sammen med Lene, siger Bettina Rasmussen.
Fuldtidsjob og bøger
For Caroline Mørk Hansen nærmer afslutningen sig. Fra september i år er der for de nystartede elever indført eksamen efter hvert semester, hvor eleverne tidligere gik til eksamen én gang om året. Og for Caroline er der stadig både opgaver og eksamener tilbage.
– Jeg mangler min sidste skriftlige opgave her til efteråret samt et større projekt, som skal afleveres til foråret. Og så til sommer er der både en skriftlig og en muntlig eksamen. Så jeg er begravet i bøger i øjeblikket – samtidig med at jeg arbejder fuldtid på Rudkøbing Apotek, fortæller hun.
Plads til at lære faget
Rudkøbing Apotek har 13 faglærte, tre elever og to servicemedarbejdere fastansat.
– Vi har en gang tidligere haft en haft en elev på hver årgang, men normalt har vi to elever ad gangen, fortæller Lene Gehring Hansen. Det kræver nemlig, at der også er medarbejdere til at tage sig af oplæringen. Og selv om eleverne arbejder på apoteket, skal der være tid til både opgaver fra skolen og de spørgsmål, der opstår i løbet af arbejdsdagen.
Interessen for elevpladser er stor.
– Vi får faktisk en del henvendelser. Med Alles Apoteks afdelinger i Rudkøbing, Svendborg og Bellinge favner vi et ret bredt område på Fyn, fortæller Lene Gehring Hansen.
Når de tre elever er færdige med uddannelsen, kan de blandt andet søge arbejde på apoteker, sygehuse, i lægehuse og medicinalindustrien. Indtil da fortsætter de med at lære faget dér, hvor det hver dag bliver brugt på apoteket.
Foto: Christian Dan Jensen







