40-års jubilæum hos genboen!

Klaus Ollerup har været ansat i 40 år på Ollerup Maskinstation, som nu er overtaget af Munck Forsyningsledninger, der stadig har en afdeling på Assensvej i Stenstrup Syd.
FOTO 1

AF TORBEN FROST – Den Lille Avis SYDFYN

 

 

Startede med at køre Ford 5000
I de kredse, som Klaus Ollerup befinder sig i, er oplysning om køretøjet af relevant karakter. 5000´eren var den første traktor som Klaus kørte hos Ollerup Maskinstation. Den blev brugt til at køre møg ud, skår-lægge og nedlægge ammoniak på markerne.

I det hele taget var det landbrugsdelen der fyldte i Klaus´ arbejde hos daværende Ollerup Maskinstation som dengang havde hovedkvarter på Assensvej i Stenstrup Syd – lige over for Klaus Ollerup. Nu ligger hovedkvarteret i Odense og hedder Munck Forsyningsledninger.

 

Meget vellidt medarbejder
Alle steder man spørger, så bliver det nævnt at Klaus Ollerup er en dygtig og vellidt medarbejder, der har overblik og som aldrig forlader et arbejdssted eller et køretøj uden at der er ryddet ordentligt op.

Var der en, som var særligt glad for Klaus Ollerup, siges det, så var det grundlæggeren af Ollerup Maskinstation, Johannes Clausen. De to kørte ofte en formiddagstur rundt, for at se til de forskellige folk og maskiner, der jo arbejdede mange forskellige steder på især Sydfyn. Det blev en særlig vigtig opgave for Klaus – ikke mindst da Johannes Clausen ikke længere kørte bil selv.

 

Skytsengel holdt hånden over Klaus Ollerup
En særlig hårdnakket historie fra for længe siden – men alle kender den! Det var da Klaus Olerup var stødt på nogle venner i Hundstrup efter en lang arbejdsdag i en Ford 8210. De fik nogle velfortjente pilsnere inden turen gik hjemad i 8210´eren. Det er utænkeligt i dag, siger Klaus Ollerup, og også dengang skulle han nok have ringet efter en ven i stedet for at køre i beruset tilstand. For Ford´en og Klaus Ollerup havnede i et vejtræ med stor kraft. Hele to engle beskyttede ham dengang: Den ene sørgede for, at der ikke skete nævneværdig personskade, og den anden, nemlig Johannes Clausen, sørgede for at den fine Ford 8210 blev lavet igen uden videre tiltale!

 

Rosende taler og mange skulderklap
I talerne blev der også rost: Klaus Ollerup’s afdelingsleder, Johnny Bloch samt regionschefen, Robert Kirkeby Hansen fremhævede at Klaus havde formået at tilpasse sig. Selvom han er ufaglært, så er han en dygtig selvlært arbejdsmand, der har været med hele vejen fra Morten Korch-tiden til nutidens AI-understøttede moderne køretøjer og gravemaskiner, noterede Robert Kirkeby Hansen.

 

Johnny Bloch fortalte, at han kun havde mødt Klaus Ollerup én gang, og det var åbenbart i Stenstrup Syd-afdelingen, for Johnny Bloch havde registreret gule bannere og Brøndby-flag på Klaus Ollerups adresse lige over for. Det med at være Brøndby-fan (fodbold) – det er en helt anden og meget lang historie…

 

Fra traktorer til avancerede gravemaskiner
Da landbrugsafdelingen i det daværende Ollerup Maskinstation stoppede, var Klaus Ollerup allerede en erfaren selvlært fører af gravemaskiner. Han startede med bl.a. at grave for de lokale kirkegårde i Kirkeby, Stenstrup og Sørup m.fl. I dag foregår hans daglige arbejde typisk i større gravemaskiner ved diverse større entreprenør-opgaver.

 

Reception i Kirkeby Forsamlingshus
Kort før jubilæet, har Klaus lige fået en splinter ny firmabil, en Mercedes Vito med 8-trins automatgear og det hele. Så der er stadig meget der fastholder Klaus Ollerup i firmaet, der som bekendt er overtaget af Munck Forsyningsledninger. Klaus Ollerup fremhæver også sine gode kollegaer, som havde fået lov at invitere 30 af, til fejringen af 40-års jubilæet i Kirkeby Forsamlingshus. En af dem er hans første chef, nemlig medindehaver af Ollerup Maskinstation, Jens Christian Clausen.

 

Til sidst skal det lige nævnes, at Klaus Ollerups officielle navn er Klaus Jørgen Larsen – men det er der ikke mange der ved…

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment