”Vidunderligt”: Isen og minigolfen er tilbage i Christiansminde

AF KIM BASSE
Efter det gamle ishus brændte ned til grunden i august 2022, fik stedets nye ejere endelig grønt lys af Kystdirektoratet til at bygge et nyt flot ét, på stedet hvor det gamle lå, i foråret 2025. Det var derfor en rørt ejer, som i midten af juni efter næsten tre år kunne servere vafler, softice og pølser igen til stedets mange gæster.
– Det er vidunderligt. Folk stod nærmest i kø, allerede inden vi åbnede, og da vi endelig slog dørene op, måtte jeg knibe en tåre. Det har været en hård kamp at give Svendborg sit hjerterum i Christiansminde igen. Men det var så skønt, og det viser, at vi har gjort det helt rigtige. Vi er utrolig stolte over, at det er lykkes. Det er vildt, siger Jeanette Alkier Thude, som ejer af Christiansminde Is og Minigolf.

Jeg synes, det er rigtig flot. Det er meget bedre end den gamle, synes jeg, og her er flere mennesker, end efter det brændte ned. Jeg tror også kun, de havde is i den periode, så det var en lille smule, kedeligt, synes jeg. Det bringer mange flere mennesker herned, og du kan også blive længere ved bordene og få en øl eller andet. Så jeg synes, det er virkelig godt, og der er en god stemning, især nu hvor der er så mange mennesker om sommeren, Daniella Cloete, Svendborg.

Det bringer flere folk ned til stranden her i Svendborg. Der var lidt tomt hernede, efter det gamle brændte, og der kom ikke lige så mange mennesker. Så det er godt, det er åbnet igen, fordi der er mange, der benytter sig af det, når man er på stranden og trænger til forfriskninger. Det er dejligt. Det bringer flere folk sammen, så jeg tænker, det er godt, de har lavet et nyt, Mathias Illum Andersen, Svendborg.

Det er jo vildt flot. Det er virkelig smukt. Jeg er på besøg fra Kalundborg, og vi kunne godt have sådan ét derhjemme. Det er helt sikkert, og udvalget er rigtig fint. Køen er langt, og de har travlt, men ekspedienterne gør det rigtig godt. Næste gang, jeg kommer til Svendborg, og der er 29 grader som i dag, så skal jeg helt sikkert også herned igen, Søren Vind, Kalundborg.
Foto: Kim Basse







