TDC klar med en fiberredning - dog ikke på hele øen

1475 husstande i og omkring Rudkøbing har aktuelt fået tilbud om gratis tilslutning, når fremtidens lynhurtige fibernet graves ned i nabolaget, men langt fra hele Langeland bliver dækket ind.
1

AF ERIK JØRGENSEN

 

Fremtidens internet rykker tættere og tættere på i takt med den digitale udvikling med højhastigheds bredbåndsforbindelser. Senest har TDC NET Fiber sendt en tretrinsraket til husstande i og omkring Rudkøbing, blandt andet i Peløkke, med tilbud om gratis tilslutning:

  1. april: Nu kan du blive tilsluttet TDC NET Fiber for 0 kr.*
  2. maj: Husk din fibertilslutning – bestil inden fristens udløb 3. juni 2024.
  3. maj: Det er sidste chance, hvis du vil tilsluttes TDC NET Fiber for 0 kr.*

“Vi graver morgendagens lynhurtige fibernet ned i dit nabolag”, lød lokketonerne.

Kabler og andet materiel stod klar, parat, start… på pladsen bag den tidligere bindegarnsfabrik i Peløkke, og allerede samme dag, som tilmeldingsfristen udløb, gik mandskab fra entreprenørfirmaet Munck i gang med gravearbejdet langs Peløkkevej med afstikkere til Strandengen og Kystvænget.

En hemmelighed er det ikke, at der er “huller i nettet” mange steder på Langeland, og det hul bliver langt fra dækket af det aktuelle tilbud fra TDC NET Fiber. Vi har stillet Henrik Leu Christiansen, underdirektør for Fiber Design, en række spørgsmål:

Hvor på Langeland gælder tilbuddet?

– Det tilbud, der kører lige nu, er i Rudkøbing. Vi har tidligere i år tilbudt fiberforbindelser i Lohals og ved et par mindre bredbånds puljeprojekter.

Hvor mange husstande har fået tilbuddet?

– I Rudkøbing drejer det sig i denne omgang om 1.475 husstande. Hvis du også vil have Lohals og bredbånds puljeprojekterne med, så tæller de henholdsvis 569 og cirka 100.

Hvor mange har tilmeldt sig, og hvor hurtigt får de “hul igennem”?

– Vi udtaler os ikke om aktuelle tal, men det går fornuftigt, og der er stadig mulighed for at tilmelde sig vores gode tilbud og få gratis indlægning af fibernet i Rudkøbing.

Hvad hvis husstande fortryder, at de ikke fik tilmeldt sig inden fristens udløb 3. juni, hvad koster det så?

– Hvis man vil sikre sig det gratis, skal man tilmelde sig i løbet af kampagneperioden. Efter udløb er der mulighed for at købe forbindelsen via én af vores tilknyttede tjenesteudbydere, og de kører ofte nogle gode tilbud.

Hvad er forskellen på de kabler, der er gravet ned i forvejen, for eksempel på Peløkkevej, og det nye fremtidssikrede, stabile og lynhurtige fibernet?

– Specifikt i Rudkøbing er det coax-kabler, som oprindeligt var beregnet til distribution af TV-signaler. Teknologien har efterfølgende udviklet sig til også at kunne levere bredbåndsforbindelser. På den lange bane er det dog fiberkabler, der kommer til at levere de største båndbredder, og den bedste oplevelse på både TV og internet.

Foreningen af kommunale IT- og digitaliseringsansvarlige har tidligere meldt ud, at 80 procent af dataforbindelserne (6000 ejendomme) på Langeland består af ADSL-forbindelser/kobberkabler, som frem mod 2030 skrottes til fordel for fibernet. Hvordan sikrer I fremtidsudsigterne for fibernet til private husstande, virksomheder og sommerhuse over hele Langeland?

 

Foto: Erik Jørgensen

 

– TDC NET har igennem nogle år udrullet fibernet i mindre omfang til 700 husstande på Langeland, og vores planer er, at vi ved udgangen af 2024 er nået ud til cirka. 3.200 husstande. Med Coax-forbindelser lagt oven i det tal vil TDC NET dække forventet knap 70 procent af husstandene på Langeland. Hertil kommer så det, som vores konkurrenter udbyder. Så fraregnet kobber og mobil vil Langeland primo 2025 have en anslået bredbåndsdækning omkring 75 procent.

TDC NET har ingen forsyningspligt af alternativer til de områder, hvor kobberkablerne skrottes. Hvor mange husstande risikerer at blive koblet af, og hvad gør de så. Bredbåndspuljen eller mobilt 4G/5G forbindelser via telemast?

– I TDC NET har vi ikke lagt yderligere planer for fiberudrulning på Langeland. Men vi har deltaget på en lokal messe for at slå et slag for uligheden via den offentlige bredbåndspulje, hvor man kan søge midler fra staten til realisering af sit projekt, og her vil TDC NET gerne være en partner. Vi har tidligere forsøgt os med kommercielle fiberprojekter i sommerhusområder på øen, men må desværre konstatere, at der ikke har været tilstrækkelig opbakning, og konsekvensen er, at vi så ikke har mulighed for at få et projekt til at hænge sammen. Nu er der stadig lang tid til 2030, og der sker en masse i markedet. Så det er ikke muligt endnu at sige, hvor mange husstande der vil stå uden en kablet bredbåndsforbindelse. Men vi vil gerne gentage, at vi opfordrer lokale ildsjæle til at bruge muligheden for at søge bredbånds puljemidler som er fastlagt et par år endnu. Endelig så er mobilt bredbånd et alternativ og oftest bedre end DSL-forbindelserne. På mobilområdet sker der også en teknologisk udvikling frem mod 2030, lyder det fra Henrik Leu Christiansen.

 

*Gælder en standardtilslutning til TDC NET Fiber fra vej og til nærmeste facade. Kræver accept fra ejer, hvis du er lejer. Omfatter ikke levering af bredbånd, tv eller telefoni. Der kan være tilfælde, hvor TDC NET af tekniske, fysiske eller økonomiske årsager ikke kan etablere fibertilslutningen.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment