Sydfyns Morskabsteater præsenterer deres allerførste sommermusical: KISS ME, KATE

Publikum kan se frem til en humoristisk musical, iscenesat af den erfarne koreograf René Vinther i selskab med et stærkt ensemble, der tæller Sibylle Glosted, Christian Lund, Albert August Harson, Lukas Toya og Joachim Kubel. Musicalen får premiere den 30. juli og vil derefter have sin faste gang i Svendborg Teater resten af sommeren. Billetter kan købes her.
Premiere den 30. juli 2025 på Svendborg Teater
Sydfyns Morskabsteater kan i sommeren 2025 præsentere musicalkomedien KISS ME, KATE som deres første årlige sommermusical på Svendborg Teater. Publikum kan glæde sig til en festlig aften spækket med komik og Broadway Glamour til tonerne af Cole Porters klassikere som Too Darn Hot og So in Love.
Formanden for Sydfyns Morskabsteater Tom Pedersen er stolt af at kunne præsentere holdet bag musicalen;
– Jeg kan ikke forestille mig en bedre musical end KISS ME, KATE til at skyde vores nye sommertradition i gang her på Sydfyn. Vi er utrolig stolte af at kunne samle et stærkt hold både på og bag scenen til at skabe denne tilbagevendende tradition. Vi glæder os til at udfolde den årlige sommermusical i Svendborg Teaters smukke rammer og dele vores kærlighed til musicals med både de lokale og besøgende fra resten af landet, siger Tom Pedersen.
Udover at skabe en årlig musicalforestilling, vil Sydfyns Morskabsteater drive forestillingen i samarbejde med lokale frivillige og skabe scenografien med hjælp fra de lokale kreative skoler og værksteder.
Handlingen i KISS ME, KATE
Cole Porters klassiske Broadway-musical fra 1948 er en livlig og humoristisk fortolkning af Shakespeares Trold kan tæmmes (1594), hvor handlingen både udfolder sig på og bag scenen. Musicalen handler om et teaterkompagni, der er i færd med at opføre Shakespeares komedie på scenen, samtidig med at skuespillernes personlige dramaer udfolder sig bag kulissen. Musicalens to hovedpersoner, Fred Graham og Lilli Vanessi, er skuespillere og tidligere ægtefæller og spiller Petruchio og Katharina i teaterkompagniets opsætning af Shakespeare-klassikeren. Fred Graham og Lilli Vanessis interne kærlighedskonflikt begynder hurtigt at spejle sig i skuespillet på scenen, og det skaber kaos både på og bag scenen.
KISS ME, KATE blander romantik, komedie og musik med Cole Porters velkendte sange som Too Darn Hot, So in Love, Why Can’t You Behave? og mange flere. Musicalens vittige dialog, catchy musik og charmerende karakterer betød, at den i 1949 vandt prisen for bedste musical ved Tony prisuddelingen.
Sydfyns Morskabsteater afholder audition den 10. og 11. november i jagten på 10 sangere og skuespillere til både roller og ensemble i alle aldre over 16 år. Audition og medvirken er på frivillig basis, og Sydfyns Morskabsteater søger alle, hvad enten man er erfaren eller helt ny i feltet.
Link til audition her.
Holdet på og bag scenen
Sydfyns Morskabsteater har samlet et garvet musicalhold til iscenesættelsen af musicalen. Til at instruere KISS ME, KATE har selskabet allieret sig med den erfarne koreograf René Vinther, som har et stort bagkatalog inden for teater og danseverdenen. Han har i en lang årrække koreograferet Cirkusrevyen og flere tv-produktioner. KISS ME, KATE bliver René Vinthers første store musical som instruktør og koreograf. René Vinther får selskab af kapelmester David Tølbøll Mortensen, der er uddannet på det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som tidligere har bidraget med sin alsidige musik på Fredericia Teater og scenografen Sara Vilslev, som har en lang række produktioner bag sig, blandt andet på Varde Sommerspil og Folketeatret. KISS ME, KATE er oversat af Trine Dansgaard, som gennem sin karriere har oversat en lang række film og teaterforestillinger.
Publikum kan desuden glæde sig til at se den danske operasanger Sibylle Glosted i hovedrollen som Lilli Vanessi. Sibylle Glosted er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operahögskolan i Stockholm. Hun har spillet hovedroller som Christine Daaé i The Phantom of the Opera (2018) og Marguerite i Faust (2023) på Malmö Opera. I 2017 modtog hun Årets Reumert Talentpris for sin rolle som Ophélia i Hamlet in Absentia (2016). Over for Sibylle Glosted vil Christian Lund indtage den anden hovedrolle, Fred Graham. Den erfarne musicalskuespiller har medvirket i en lang række musicals, både i Danmark og på den internationale scene, blandt andet i England i forestillingerne Sleeping Beauty (panto) (2013) og Chess in Concert (2008). Han lægger også stemme til en række animationsfilm, herunder prinsen Hans i Disneys Frost (2013).
De to hovedroller får selskab af skuespilleren Albert August Harson, i rollen som den unge Bill Calhoun. Albert August Harson blev landskendt, da han spillede drengen Lasse i alle tre sæsoner af den populære julekalender Tinka (2017, 2019, 2022) og har siden spillet hovedrollen i filmen Jomfruer fra rummet (2023). Publikum får også fornøjelsen af Lukas Toya og Joachim Kubel, i rollen som de to gangstere. De to skuespillere har begge erfaring på teaterscenen. Lukas Toya har medvirket i en lang række teaterforestillinger, blandt andet West Side Story (2022) og Amadeus (2023). Tidligere i år slog Joachim Kubel sine folder på teaterscenen i anmeldersuccesen Indenfor Murene (2024).
FAKTA OM KISS ME, KATE
Det kreative hold bag:
Instruktion og koreografi: René Vinther
Kapelmester: David Tølbøll Mortensen
Scenografi: Sara Vilslev
Ny oversættelse: Trine Dansgaard
Medvirkende: Sibylle Glosted, Christian Lund, Albert August Harson, Lukas Toya og Joachim Kubel og flere..
Billetinfo:
Premiere: 30. juli 2025 på Svendborg Teater
Billetpris for perioden 1. oktober til 1. januar: fra 300 kr. til 390 kr. (excl. gebyr)
Billetpris for perioden 1. januar og frem: fra 325 kr. til 450 kr. (excl. gebyr)
Spilleperiode: Den 30. juli 2025 til og med den 24. august 2025 på Svendborg Teater
Om Sydfyns Morskabsteater
Sydfyns Morskabsteater er en ny teaterforening, der præsenterer Svendborg Musical med et professionelt præg på Svendborg Teater. Teatret bygger en ny tradition, der både engagerer lokalsamfundet og tiltrækker publikum fra hele landet hver sommer. Det unikke ved Sydfyns Morskabsteater er samarbejdet mellem professionelle scenekunstnere og amatører, der sammen skaber unikke forestillinger i tæt samarbejde med et erfarent instruktørteam. Teatret lægger vægt på klassisk musicaltradition og opsætter tidløse forestillinger med dybde og underholdningsværdi. Teatret samarbejder udover det kunstneriske også med lokale tekniske skoler og kreative værksteder om scenografi, giver plads til frivillige bag scenen, og har ambitionen om at skabe en tilbagevendende sommertradition for musicalen i Svendborg.