Svendborgs frivillige læsevenner - et tilbud til børn

AF SUSANNE RIBER
Vel ankommet til grøn stue i ”min” børnehave bliver jeg mødt af en flok glade børn, der lige har spist frokost og nu skal ud at lege. Der er snak og latter, mens der kæmpes med overtøj og gummistøvler. Jeg dukker op midt i denne tumult, for jeg har en aftale med to børn – vi skal nemlig have en time for os selv i børnehavens krearum. Jeg medbringer en sprogkuffert, bøger, papir og farver, og snart sidder vi bænket omkring bordet. Den næste time leger vi rollespil med kuffertens indhold, som i dag er Guldlok og de tre bjørne. Vi tegner, vi kigger i andre bøger, hvor vi lærer forskel på stor og lille, tyk og tynd, lang og kort, glæde og vrede. Nogle gange leger vi også gemmeleg, spiller billedlotteri, eller vi synger.
De frivillige læsevenner er et tilbud i Svendborg Kommune til 3-6-årige børn, oftest med udenlandsk baggrund – børn, der har en sproglig udfordring, og hvor barnet får et lille sprogligt skub. Læsevennerne har adgang til flere sprogkufferter med spændende indhold, bøger og spil, og Svendborg Bibliotek bruges også gerne. Læsevennerne mødes 3-4 gange årligt, hvor idéer udveksles, og nyt materiale planlægges. Det meste indhold i sprogkufferterne er hjemmelavet, og der udvises stor fantasi i gruppen for at lave inspirerende materiale, som kan fange børnenes opmærksomhed.
Hvad kræver det så at være læseven? Godt humør, åbent sind og at man kan bruge 1-2 timer ugentligt. De fleste i gruppen er pensionerede pædagoger, lærere og sygeplejersker og har derved alle erfaring med børn fra tidligere, men det er ikke et krav, at man tilhører disse faggrupper.
Tiden er ved at være gået. Mine to ”elever” er ved at miste tålmodigheden, efter at vi har leget og sunget med og om bjørne og Guldlok, og der er brug for lidt leg og bevægelse, så en god omgang gammeldags gemmeleg er altid populær. Derefter hjælper jeg børnene i overtøjet og ud på legepladsen. Farvel – vi ses i næste uge.
Du er måske også interesseret i opgaven som læseven, og har du lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte Birgit på 29 61 51 63 – send gerne en sms.
Privatfoto







