Sommer musikken spiller over hele Langeland

Det store farverige skilt ved byporten til Spodsbjerg taler sit tydelige sprog om en musikalsk juli på Langeland
IMG_6335

AF ERIK JØRGENSEN

 

Havnefesten i Spodsbjerg i denne weekend slår tonen an til en juli i musikkens tegn på Langeland, fra nord til syd, med festivaler, by- og havnefester, en hyldest til H. C. Ørsted, det langelandske geni udi kemi og humaniora, ja, sågar en frikadellefest. Velbekomme.

På havnen i Spodsbjerg er der dækket op til, at hele familien – far, mor, børn og bedsteforældre – får nogle hyggelige timer sammen. Og det er også børnenes fest denne lørdag eftermiddag med skattejagt og prøv lykken i spande på kajen fyldt med tang, ris og spaghetti, hvor alle børnene stikker hænderne ned og finder den lille finurlige tingest, der gemmer sig og som de kan bytte til en præmie i festteltet.

 

Rose fra Rødovre, forrest, og Sally fra Odense, er på sommerferie på Langeland, og de turde godt stikke fingrene ned i spandene, mens Kurt Madsen nysgerrigt kigger til.
Foto: Erik Jørgensen

 

– Hvorfor en havnefest? Fordi det er vigtigt med en god tradition i en lille landsby, som samler borgerne. Hvis vi ikke gør noget, sker der jo ingenting, siger Kurt Madsen, formand i Spodsbjerg Borgerforening, der står for løjerne.

Selv er han en af Tordenskjolds berømte Soldater, altså den frivillige skare af borgere, der altid stiller op for at gøre en forskel i lokalsamfundet.

– Det skal også være sjovt, det er det… For eksempel var der 3-400 til vores sankthansaften. Jo, det er sjovt, når folk bakker op, det giver energi, konstaterer Kurt Madsen og tilføjer, at overskuddet fra havnefesten er med til at finansiere forskellige aktiviteter i løbet af året, såsom busture og flagalleen, der blafrer ved festlige og højtidelige lejligheder.

Havnefesten er også et samlingspunkt for familie og venner fra nær og fjern, der kommer på besøg.

– De kender datoen, den første weekend i juli, og der er også turister, der kigger forbi. I hvert fald er der nogle, jeg aldrig har set, så de må være turister, smiler Kurt Madsen.

Han har godt nok med mistro set vejrudsigten, der lover ilde med regn, rusk og torden, før fællesspisningen lørdag aften med 75 gæster i festteltet – ifølge formanden en vigtig del af havnefesten. X-Train står for den musikalske underholdning og byder op til dans til midnat.

Og så er der selvfølgelig, traditionen tro, søndagens pålidelighedssejlads på vandet og gratis sildebord i festteltet.

 

 

Læs mere om Langeland i musikkens tegn i juli:

 

Onsdag/torsdag 10.-11. juli: Liv og Glade Dageløkke:

Hvad der sidste år med musik og hygge på kajen skulle markere en gennemgribende restaurering af Dageløkke Havn, ja, det udviklede sig i en positiv stemning, så i år bliver publikum budt velkommen til en musikalsk festival over to dage, med kælenavnet “Den lille Strandfestival med det store Hjerte”, der også byder på kulinariske lækkerier.

 

Torsdag/søndag 11.-14. juli: Bagenkop Havnefest:

Det er ikke for meget sagt, at forkortelsen TPL fortæller alt om de gæve gallere på Sydlangeland. I Bagenkop tror de på lortet, og hvis de ikke selv tager affære, så er der ingen, der kommer og gør det for dem. Derfor er bagenkopperne kendte for masser af initiativ med fest og farver som en vigtig del af deres selvforståelse. Havnefesten med sit massive overflødighedshorn af et musikalsk program, inklusive revy, er ingen undtagelse. Snarere reglen….

 

Torsdag 18. juli: Frikadellefest, Lohals Havn:

– Hvem steger verdens bedste frikadeller? Det gør vinderen af Frikadellefestens uofficielle VM i hjemmelavede frikadeller. Så det er om at finde stegepanden frem derhjemme i køkkenet… Frikadellefesten byder også på masser af musik og sjove aktiviteter for store og små, blandt andet Det muntre Køkken som et apropos til, hvad det hele drejer sig om.

 

Fredag/tirsdag 19.-23. juli: For Festival, Dybendal, Torvet, Rudkøbing:

Dybendal varmer op til Ø Festival Langeland med musik på Torvet, som stamværtshuset har gjort i mange år i forbindelse med Langelandsfestivalen. – Vi holder traditionen i hævd, fordi det gør mange mennesker glade og trækker folk til byen fra Sydfyn og langvejs fra, siger værtshusholder Rikke Petersen.

 

 

Foto venligst udlånt af Dybendal

 

Onsdag 24. juli: Bramfri Festival, Ørstedsparken, Rudkøbing:

Bramfri Festival er en hyldest i samtale og musik til den verdensberømte fysiker og kemiker – og ordsmed – Hans Christian Ørsted, der er født og opvokset i Rudkøbing. Det er ikke så meget de naturfaglige kundskaber, som den afdøde fysiker hyldes for, men derimod de humanistiske. H. C. Ørsted har nemlig haft en betydelig indflydelse på det danske sprog, som han har været med til at forme med opfindelsen af 2500 ord. Ildsjæl, klangbund, hverdagssprog, sejrsglæde, tidevand, udstråling, sanseevne og bramfri, som festivalen er opkaldt efter, er blot nogle af alle de mange ord, som H. C. Ørsted har udtænkt.

 

Torsdag/Lørdag 25.-27. juli: Ø Festival Langeland, Rue Mark, Rudkøbing:

En dugfrisk sommerfestival med havudsigt, musik, kunst og aktiviteter på hele øen, der er opstået i kølvandet på Langelandsfestivalens konkurs.

I tre dage op til festivalen vil Langeland blive vist frem, når øens perler samles i et oplevelseskatalog til vands og til lands. På Rue Mark præsenterer Ø Festival et varieret udbud af kendte danske hovednavne og lokalt forankrede artister.

Ø Festival er et samarbejde mellem Foreningen Langeland Sammen, Broløkke Herregård, GAARDHAVEN og Good Boys Agency.

 

Rue Mark står tom – men ganske snart rykker glade festivalgæster ind, når Ø Festival Langeland spiller ud om føje tid i uge 30
Foto: Erik Jørgensen

 

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment