Ringe markerer 150 år som stationsby med stor jubilæumsfejring

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
I 2026 er det 150 år siden, at det første tog kørte mellem Odense og Svendborg, og Ringe for alvor blev en del af jernbanekortet som stationsby. Det bliver fejret med en stor jubilæumsweekend fra den 18. til 20. september, hvor byen fyldes med aktiviteter, historie og samvær.
Jernbanen fik stor betydning for Ringe. Stationen udviklede sig til et af Fyns vigtigste knudepunkter med forbindelser til blandt andet Odense, Svendborg, Nyborg og Faaborg. Med toget kom nye muligheder for handel, industri og flere rejsende – og den lille landsby voksede til en levende stationsby.
Den udvikling, som begyndte for 150 år siden, kan stadig mærkes i byen i dag. Derfor bliver jubilæet en fejring af både historien og det stærke fællesskab, der kendetegner Ringe.
Stationsbygningen blev et symbol på en ny tid
Ringe Stationsbygning har altid haft en særlig plads i byens historie. Da den fynske arkitekt Haugsted tegnede bygningen i 1876, blev den et markant vartegn for den udvikling, jernbanen satte gang i.
Bygningens arkitektur satte sit præg på Ringe, og flere senere bygninger i byen hentede inspiration fra stationens stil. Stationsbygningen blev et billede på den nye tid, hvor forbindelserne til resten af Fyn blev stærkere.
Efter en omfattende renovering åbner stationsbygningen igen den 31. august 2026. Her bliver den bevaret med respekt for sin historie, samtidig med at den får nyt liv som moderne kulturhus.
Fra tom stationsbygning til levende samlingspunkt
Stationsbygningen har gennem årene været igennem en stor forvandling. Da stationen i 2016 ikke længere fungerede som stoppested for rejsende, stod en vigtig del af Ringes historie pludselig uden sin oprindelige funktion. Men i stedet for at lade bygningen miste sin betydning, gik lokale kræfter sammen om at skabe nyt liv i de gamle rammer.
Gennem initiativet Liv i Stationen begyndte frivillige at arbejde for at bevare bygningen som et sted, hvor mennesker kunne mødes. Med engagement, idéer og mange lokale kræfter blev der skabt en ny vision for stationen – ikke som et sted man blot ankom og rejste fra, men som et sted man kom til for at være en del af fællesskabet.
Arbejdet førte i 2018 til genåbningen som KulturStationen. Siden da har den gamle stationsbygning udviklet sig til et aktivt kulturhus, hvor borgere fra hele området mødes på tværs af alder og interesser.

KulturStationen samler fortid og fremtid
I dag danner KulturStationen ramme om mange forskellige aktiviteter. Her mødes forældre i barselscaféen, borgere samles til foredrag og fællesspisninger, og huset fyldes med musik, fællessang, koncerter og højskoledage. Det er blevet et sted, hvor idéer opstår, relationer vokser, og hvor både nye og gamle traditioner får plads.
Netop derfor er KulturStationen et naturligt centrum for fejringen af Ringe som stationsby. Jubilæet handler ikke kun om de 150 år, der er gået siden det første tog kom til byen – men også om den måde, Ringe fortsat skaber liv omkring sin historie.
Fejringen af 150-årsjubilæet tager udgangspunkt i den nyrenoverede Stationsbygning og KulturStationen. I løbet af dagene kan du opleve:
- Musikstation og koncerter
- Fællesspisning
- Fernisering i det restaurerede Galleri 14-17
- Aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne
I jubilæumsdagene inviterer butikkerne til særlige tilbud. Samtidig vil der rundt omkring på Midtfyn være historiske indslag og små overraskelser.
Det fulde program kan findes på ringehandelsstandsforening.dk







