Premiere på filmen Here i Bio Langeland

AF IDA NILSSON
I ugen fra torsdag d.30. januar til torsdag den 6.februar vises filmene Paddington i Peru og Pigen med nålen til og med søndag den 2.februar. Begge film har været omtalt her på langelandtidende.dk. Mandag den 3.februar er der premiere på filmen Here og samme dag er der forpremiere på A complete unknown, en såkaldt ”biopic” om sangeren og musikeren Bob Dylan.
Filmen Here er instrueret af Robert Zemecki, der også stod bag filmen Forest Gump fra 1994, som mange af os garanteret har set. Zemecki benytter samme manuskriptforfatter og komponist som i 1994 og hovedrollerne spilles nu som dengang af Tom Hanks og Robin Wright. Hermed hører lighederne også op. Hvor Forest Gump var en typisk mainstream Oscarvinder- film, er Here eksperimenterende ud over alle grænser. Ved hjælp af hypermoderne teknologi sættes Hanks og Wright i stand til at spille både teenagere og oldinge. Om dette eksperiment er vellykket, har anmelderne været stærkt uenige om. Weekendavisens anmelder påpeger, at selvom skuespillernes ansigter i de forskellige aldre er overbevisende, lykkes det ikke at gøre deres kropssprog og stemmer unge.
Filmens optageteknik er også meget speciel. Kameraet er opstillet ét sted; i hjørnet af en stue i et typisk amerikansk hjem, et hus fra 1800tallet. Fokus ligger på at skildre det liv, der er blevet levet i huset – først og fremmest i perioden 1945 til i dag, men vi kommer også længere tilbage i tiden til før huset blev bygget. Faktisk flere millioner år. Der medvirker dinosaurer, der jager på husets grund, ligesom vi også ser kærlighed mellem indfødte amerikanere, der har boet i området i århundreder før de hvide kom til.
Man kan nok hævde at filmen vil (for) meget og spænder over (for) meget, men samtidig synes jeg idéen om at følge livet som det har udspillet sig et bestemt sted i millioner af år er meget fascinerende, og jeg regner med, vi er en del ligesindede – fans af både Forest Gump og af Tom Hanks der finder vej til Bio Langeland og Here.
Pressefoto – Nordisk Film