Øens foreninger skal også til valg!
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Folkeoplysningsudvalget fungerer ligesom kommunalbestyrelser og regionsråd i valgperioder af fire år, og derfor får vi i januar 2026 et nyt folkeoplysningsudvalg. To af medlemmerne er politikere og vælges af den nyvalgte kommunalbestyrelse blandt dens medlemmer – og det er årsagen til, at valget til folkeoplysningsudvalget finder sted forskudt fra kommunalvalget.
Langeland Kommunes nye folkeoplysningsudvalg vælges ved et møde søndag 25. januar 2026 klokken 9.00, samme dag som Ildsjæleprisen uddeles.

Jesper Lentz modtog Ildsjæleprisen 2025
Hvad er Folkeoplysningsudvalget?
Folkeoplysningsudvalget er et bindeled mellem de frivillige foreninger i Langeland Kommune og kommunalbestyrelsen, og udvalgets medlemmer er garanter for, at de frivillige foreninger bliver hørt af det politiske system. Udover de to medlemmer fra kommunalbestyrelsen, skal de frivillige foreninger indstille og vælge tre medlemmer fra idrætsforeningerne og tre fra aftenskolerne. Desuden skal der vælges to medlemmer fra de øvrige foreninger, for eksempel spejdere og bridgeklubben samt der udpeges en fra Handicapudvalget.
– Folkeoplysningsudvalget mødes hver anden måned og alle kan være med i folkeoplysningsudvalget, det er ikke svært, men det kræver engagement og vilje til at sætte sig ind i området, siger formand Jytte Frederiksen, der håber på, at det nye folkeoplysningsudvalg får repræsentanter for hele øen.
Udvalget administrerer to puljer, en kursuspulje på 67.000 kroner og en basispulje (der 1. januar 2026 skifter navn fra indsatspulje) på 50.000 kroner årligt. Kursuspuljen uddeler, som navnet antyder, støtte til foreningernes instruktører, trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmers kursusudgifter, mens basis/indsatspuljen blandt andet yder tilskud til rekvisitter til nye aktiviteter. Men uddeling fra puljerne er en lille del af udvalgets arbejde, fordeling af kommunens lokaler til aktivitet, assistance foreninger med råd og vejledning samt åbne møder med forskellige foredragsholdere.
I Langeland Kommune er der 50 godkendte foreninger inden for det folkeoplysende område, og heraf er de 11 indenfor aftenskoleområdet. Foreningerne med medlemmer under 25 år kan søge medlemstilskud, 140 kroner pr. medlem, og få lokale tilskud med op til 65 procent af deres afholdte lokaleudgifter. Folkeoplysningsudvalget håber, det vil blive muligt at overtale politikerne til en lignende ordning for foreninger med medlemmer over 65 år, som man kender det i mange andre kommuner.
– Valgdagen den 25. januar 2026 er en festdag, ikke kun på grund af valget, men også fordi den dag udnævnes årets Ildsjæl af Folkeoplysningsudvalget. Alle foreninger / aftenskoler under Folkeoplysningsudvalget kan indstille nogen fra deres forening som har ydet en stor indsats for foreningen eller fællesskabet. Derfor glæder vi os, lyder det fra Jytte Frederiksen.
Foto: Kim Basse







