Ny adresse skal give Egemose mere strøm på forretningen
Egemose El & Energi flytter til industrikvarteret i Rudkøbing, hvor en større bygning skal give plads til både vækst og investeringer i grøn energi.

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Det har i flere år været et ønske for indehaveren af Egemose El & Energi, Henrik Egemose, at finde større lokaler og en bedre beliggenhed end i Nørregade 33 midt i Rudkøbing. Og nu er det lykkedes.
– Muligheden bød sig, da jeg kunne købe ejendommen på Mjølbyvej 2, som i dag huser Long Island Technic A/S, og som vi kommer til at dele adresse med i en periode, fortæller Henrik Egemose. Han overtager bygningen 1. april og regner med at være flyttet helt ind omkring 1. juni.
– Placeringen på Mjølbyvej er bedre end i Nørregade, med mere synlighed ud til vejen og nemmere tilkørselsforhold for både kunder, leverandører og fragtbiler. Og så er bygningen oplagt til energioptimering, hvor vi påtænker at etablere solceller og varmepumper, siger Henrik Egemose, som dermed både får et udstillingsvindue for virksomhedens kernekompetencer inden for vedvarende energiløsninger samt muligheden for at gøre virksomheden bliver så selvforsynende som muligt.
– Det giver store fordele i vores interne elforbrug. Vi påtænker også installation af en batteribank, så vi kan akkumulere strømmen til bygningen når mørket falder på og at blive tilmeldt til Netbalancering, en proces, hvor Energinet og elnetselskaber sikrer, at produktion og forbrug af strøm konstant matcher for at holde elnettet stabilt på 50 Hz. Det forhindrer strømafbrydelser, når vedvarende energikilder som vind og sol skaber udsving. Forbrugere med batterier kan deltage og tjene penge ved at lagre/frigive strøm, forklarer Henrik Egemose og tilføjer:
– Vi kan godt se, hvor udviklingen bærer hen i forhold til Co2 besparelse og grønne tiltag. Der kommer strammere krav til os som underleverandør / håndværkere for det offentlige, virksomheder og private, og heri indgår også vores egen måde at indrette virksomheden på – som for eksempel at køre i elbiler. Det giver også en tydelig besparelse at køre el frem for diesel, siger Henrik Egemose, som sidste år påbegyndte at udskifte vognparken til elbiler, hvor det nu er halvdelen af bilerne, som kører på el.
4. generation elektrikervirksomhed
Henrik Egemose er 4. generation af Egemose-familien, som har været elektrikere på Langeland siden 1928. Han overtog forretningen efter sin far Poul Egemose i 2011 og beskæftiger i dag 5-6 elektrikere, heraf to lærlinge.
– Vi har næsten altid to lærlinge. Vores unge mennesker er her for at lære faget, så de er et aktiv, som indgår på lige fod med svendene i teamet. Det kommer der nogle gode elektrikere ud af – og dem mangler vi, smiler Henrik Egemose.
Han nævner også, at virksomheden har specialiseret sig i marine-el, hvor de tilbyder service og elinstallationer i skibe – både i lystbåde og erhvervsfartøjer.
Foto: Christian Dan Jensen







