Nu er kræftindsamling meget tæt på 400.000 kroner
AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
BAGENKOP: Det lokale arrangement i Bagenkop, der skal bidrage til kampen mod kræft, ”Walk the Line”, satte endnu engang en bemærkelsesværdig rekord. Der blev helt præcist indsamlet 398.451 kroner, som blev overrakt til det landsdækkende arrangement ”Knæk Cancer” i oktober.
Resultatet er omkring 20.000 kroner bedre end det tilsvarende ”Walk the Line” i 2023.
Især de gavechecks, som virksomheder kan købe, solgte rigtig godt. Det er nok cirka halvdelen af totalbeløbet, oplyser initiativtageren til ”Walk the Line”, Steffen Nielsen.
Det er typisk erhvervsdrivende, som bidrager på denne måde. De skal indbetale minimum 2000 kroner. Så bliver virksomheden foreviget med checken, og fotoet lægges på ”Walk the Line”s side på Facebook.
– Det er tredje gang, at vi har denne del med, og det er vokset fra gang til gang. Det er vi meget tilfredse med, siger Steffen Nielsen.
Et nyt indslag i år var at lade interesserede cykle. Lige som for de gående foregik det i ”Ildsjælefodsporet”, en tur på cirka tre kilometer rundt i Bagenkop.
– Cykeldelen gik godt nok, men var ikke det store trækplaster. Vi vil dog arbejde videre med denne del, for jeg har hørt fra flere, at de kender andre, der gerne vil cykle. Interessen er der. Men det skal nok ikke som i år være i de mørke timer. Jeg vil vurdere, at vi skal prøve med en anden rute end den, hvor man går, og at man skal cykle i dagslys, påpeger initiativtageren.
Kæmpehold fra efterskole
Om der skal være nye indslag i 2025 ved Steffen Nielsen ikke endnu.
– Nu har vi først lige fået afsluttet regnskabet, så vi trækker lige vejret, og så går vi i gang efter nytår med at kigge på den model, vi vil bruge næste gang, nævner Steffen Nielsen.
Der var cirka 30 hjælpere/ildsjæle til at stå for den praktiske afvikling, mens omkring 350 deltagere gik eller cyklede penge hjem.
Bemærket blev blandt andet, at Magleby Efterskole lod sine elever have ”blive-weekend” og stillede med et hold på omkring 80 personer.
Steffen Nielsen har tidligere år været forholdsvis beskeden i målsætningerne for næste omgang ”Walk the Line”.
– Hidtil har jeg sagt, at det nok ikke kan lade sig gøre at slå rekorden. Men måske skulle jeg prøve noget nyt og have som erklæret mål, at vi skal højere op næste år og se, om vi kan nå over 400.000 kroner fra ”Walk the Line”, siger Steffen Nielsen.
Ideen fik han under en af corona-nedlukningerne, og arrangementet er vokset år for år. Flere af deltagerne rundede en vandretur på 100 kilometer i løbet af et døgn, lige som det har været tilfældet andre år.
Foto: Rasmus Guldsmed