Maritime foreninger stolte over ny flydebro i Rudkøbing Skudehavn

Donationer på i alt 405.000 kr. fra lokale fonde og legater gjorde det muligt for de maritime foreninger at udskifte den gamle, udslidte flydebro ved slæbestedet
IMG_7383

AF ERIK JØRGENSEN

Solen skinner fra en næsten skyfri blå himmel, og der er direkte udsigt til Langelandsbroen, da repræsentanter for nogle af de maritime foreninger lørdag formiddag glæder sig over den nye flydebro ved slæbestedet i lagunen ved Rudkøbing Skudehavn.

– Jamen, det er en stor dag for os alle her på havnen, at vi ved hjælp af donationer fra en række fonde og legater fik råd til at udskifte den gamle flydebro ved slæbestedet. Det betyder alt, forklarer Poul-Egon Jørgensen, sekretær i Kajak Langeland.

Havnefoged Kim Rasmussen, der også er formand i Langelands Dykkerklub, tilføjer som noget meget vigtigt, at den nye flydebro kan bruges hele året.

– Den skal ikke tages op til efteråret, og det betyder, at sæsonen er hele året, siger han.

Arne Nielsen, næstformand i Rudkøbing Sejlklub, fortæller, at flydebroen i hvert fald er vigtig for vores eksistens.

– Alle vores ungdomssejlere benytter sig flittigt af flydebroen ved slæbestedet, siger han.

Poul-Egon Jørgensen tilføjer, at ikke kun de maritime foreninger kan bruge slæbestedet.

– Mange andre, ikke mindst skolerne og ungdomsskolen samt borgere og turister, som besøger havnen, vil få glæde af flydebroen – og børnene kan sidde i ro og mag af fange krabber…

En hemmelighed er det jo ikke, at Langeland Kommune fattes penge og ikke havde råd til at finansiere broprojektet. Derfor glæder de involverede foreninger på havnen sig over, at de kunne stå sammen om at søge penge i fonde og legater, så opgaven kunne blive løst.

– Når kommunen ikke har råd, er det dejligt, at fonde og legater kunne bidrage. Vi er meget taknemmelige for, at det gjorde det muligt, siger Poul-Egon Jørgensen.

Poul-Egon Jørgensen dokumenterede tidligere på året, hvorfor det er vigtigt at få udskiftet den gamle, udtjente flydebro ved slæbestedet.

“Skibet kom sikkert i havn”, da Harald og Hedvig Kristensens Mindelegat til almennyttige formål i foråret donerede 280.000 kroner. Nordea-fonden støtter med 100.000 kroner, og Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond bidrager med 25.000 kroner.

Flydebroen og slæbestedet er ikke en del af Shores-projektet, men alene forankret i de maritime foreninger i skudehavnen.

Foruden Poul-Egon Jørgensen, Kajak Langeland, havnefoged Kim Rasmussen og Arne Nielsen, Rudkøbing Sejlklub, var spejderleder Christoffer Petersen, Søspejderne, Martin Bendix, formand for kajakklubben, og bestyrelsesmedlem Rasmus Budde Jensen fra sejlklubben til stede ved præsentationen af den nye flydebro. Foto øverst.

Kajak Langeland stod bag ansøgningen til Harald og Hedvig Kristensens Mindelegat, og Poul-Egon Jørgensen var sammen med andre langelandske legatmodtagere med svømning, roning og ridning på programmet samlet til legatoverrækkelse ved Havnens Dag i Rudkøbing i foråret.

Foto: Erik Jørgensen

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment